Et åndeløst drama

I dramaet Beast, følger vi den unge pige Moll (Jessie Buckley), der lever isoleret som en del af et lille øsamfund. Hun bliver derfor ikke overraskende undertrykt af sin familie, men får uventet hjælp fra en mystik fremmed ved navn Pascal. I takt med, at han hjælper hende kommer det dog frem, at han mistænkes for flere brutale mord, og så må Moll vælge mellem at satse på ham, eller at forsætte med at leve et isoleret liv.

Eminent stiløvelse
Plottet er i og for sig ikke synderligt nyskabende i Beast. Hvis man har set et mørkt drama med en kærligheds/voldshistorie i centrum før, så vil man nok ikke kunne undslippe følelsen af deja-vu, når man ser flere af scenerne her. Men til trods for, at historien måske er lidt for genkendelig til min smag, så ændrer det ikke på, at stemningen i filmen er helt unik.

I dette britiske drama kan man ikke undslippe den gennemgående følelse af paranoia, der gennemsyrer hvert eneste billede af de 107 minutter det tager at fortælle historien. Det er så eminent og gennemført en stilistisk præstation, at det ikke er til at fatte, at det er samtidig er instruktør og forfatter Michael Pearces første spillefilm.

Lige så stilrent det visuelle aspekt af filmen er lige så velspillende er Jessie Buckley som pigen Moll, der prøver at slippe væk fra sin familie og finde sig selv. Det samme kan man dog ikke sige om Johnny Flynn, som den mystiske fremmede Pascal, men det skyldes mere end noget andet, at hans karakter ikke er lige så velskrevet som Moll.

Beast, er en intens oplevelse, der måske ikke efterlader de helst store åndelige spørgsmål til velfærdsdanskere, men som nok alligevel skal få en til at sidde åndeløst og være fanget af dramaet, der udspiller sig på skærmen. Historien fungerer som den skal uden at imponere, men det er den visuelle del af filmen, så virkelig står tilbage, når rulleteksterne løber over skærmen.