En film, der vil så meget, men siger så lidt

Den længe ventede film om Barbie er endelig i biografen, men desværre er det en udgave, der både vil tale om Barbie som legetøj konstrueret af Mattel, kønsroller i samfundet, at blive sig selv, ulighed, de store følelser og forholdet mellem forskellige generationer – og det hele skal berøres i løbet af filmens 114 minutter.

Filmen starter med en introduktion til Barbie, hvem hun er, hvad hun og alle de andre Barbier kan, og hvordan der eksisterer ’den virkelige verden’, hvor børn leger med barbier og et ’Barbieland’, hvor alle opfundne Barbier, deres tilhørende Ken’er og Allan (Michael Cera) bor i. Vores primære Barbie er Stereotypiske Barbie (Margot Robbie). Hun lever i sus og dus i ’Barbieland’, men en dag begynder hun pludselig at tænke på døden, og herfra starter en lang række begivenheder for Barbie, som tyder på, at hun er på vej til at blive defekt. Barbie må derfor rejse til ’den virkelige verden’ og finde det barn, som leger forkert med hende for at fortælle, hvordan barnet rigtigt skal lege med Barbie, så hun undgår at blive defekt. Barbies tilhørende Ken (Ryan Gosling) følger efter, og hver for sig oplever de ’den virkelige verden’, der udfordrer deres opfattelse af ’Barbieland’.

© Warner Bros. Discovery

Hvem har hovedrollen?
Plottet virker til forladeligt, men i løbet af filmen får man oplevelsen af, at manuskriptforfatterne har ønsket at ændre plottet halvvejs i filmen. Selvom filmen er opkaldt efter Barbie, og selvom Barbie er vores hovedperson, fylder Ken gradvist mere og mere som filmen udspiller sig. Det skete i en sådan grad, at jeg blev i tvivl om, hvem der reelt har hovedrollen i filmen, hvis ikke det stod skrevet i titlen. Jeg overvejede endda, om man skulle have kaldt filmen for ”Ken” eller ”Barbie & Ken”, fordi Ryan Goslings Ken har så stor en indflydelse på handlingsforløbet.

Når dette er sagt, så leverer Ryan Gosling en underholdende og perfekt udgave af Ken. Han rummer både den svaghed, at Ken ikke er andet end Barbies kæreste, og styrken af at være den mest dominerende Ken af alle Ken’erne. Hans levering er gennemført, og jeg grinede eller trak på smilebåndet næsten hver gang, han var på lærredet. Noget af det samme ville jeg ønske, jeg kunne sige om Margot Robbie. Hun er uden tvivl et godt bud på den Stereotypiske Barbie med sin præstation. Der kan desværre ikke gøres noget ved, at manuskriptet ønsker, at hendes karakter skal igennem hele følelsesregisteret, selvom plottet ikke lægger op til det, eller at hendes karakter skifter målsætning hvert kvarter. Det gør filmen utroværdig og usammenhængende, og får desværre Ryan Gosling til at shine langt mere.

Når en film spiller på så mange forskellige heste, krummer jeg tæer. Jeg kan godt se, at idealet om Barbie ikke passer ind i det moderne samfund, og at Barbie kønsrollerne er noget, vi for længst har droppet, men efter at have hørt på samme monolog af fire forskellige karakterer med underlægningsmusik, der skal få mig til at bryde sammen, så bliver jeg træt. Det samme bliver jeg, når filmen aldrig får svaret på essentielle spørgsmål som, hvorvidt Barbie overhovedet bliver ikke-defekt? Hvad har egentlig gjort, at hun er blevet defekt? Og hvad skal over halvdelen af de karakterer, vi møder undervejs, som kun laver sexistiske kommentarer, men ellers ingen indflydelse har på handlingen, til for i filmen?

© Warner Bros. Discovery

For ufokuseret
Jeg sidder tilbage med en følelse af, at Barbie filmen kunne have haft så meget potentiale, hvis de blot havde fjernet et par af de tematikker, der er i filmen. De sexistiske kommentarer og monologer om, at kvindeidealet i ’Barbieland’ og ’den virkelige verden’ er urealistisk, og at alle mænd er magtliderlige og egoistiske svin, er et tema, der er svært at behandle med komik. Det bliver dobbeltmoralsk og forvirrende, så man næsten ikke ved, om man skal grine eller ryste på hovedet, når kønsforskellene bliver fremhævet. Det virker unødvendigt, særligt når man tænker på, at målgruppen for filmen højest sandsynligt er vokset op med Barbie, og har et tilknytningsforhold til legetøjet, der gør, at man kan se mellem fingrene med kønsforskellene.

Man kan sige, at de dele af filmen, som faktisk er ironiske ligesom traileren (dvs. alle scener med Ryan Gosling), er underholdende og nostalgiske. Men lige så snart, at filmen bringer feminismen i højsædet i form af enetaler og politiske budskaber, så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved filmens formål. Så hvis man forventer en film, som kun byder på det nostalgiske blik på lege med Barbie, så kommer man formentlig til at gå halvskuffet fra biografen – ligesom mig.

© Warner Bros. Discovery