Endnu en tankevækkende film fra Iran
I den iranske film, Balladen om den hvide ko, tager vi til Teheran for at følge kvinden Mina, hvis liv bliver fuldstændig væltet omkuld, grundet et justitsmord. Hendes man blev for et år siden kendt skyldig for et mord, men nu har man fundet ud af, at han i virkeligheden var uskyldig. Som kvinde, har hun ikke mange muligheder i det mandsdominerede retsvæsen, men hun forsøger alligevel at tage kampen op, alt imens alle omkring hende, hellere vil have, at hun lægger det bag sig, ved at indordne sig samfundets normer.
Konventionel og så alligevel ikke
Som en person, der selv er vokset op i en iransk familie, er der rigtig meget, som jeg kan kende. Faktisk så meget, at der ikke er noget grundlæggende overraskende over dette samfundsportræt.
Vi har at gøre med en historie, der nok engang cirkulerer omkring en æresforståelse, som måske virker fjern for de fleste danskere, men som er en indgroet del af den iranske kultur. Alt handler om ens ære, hvad end det er ens arbejde, familienormer eller adfærd, så går der ikke længe, før man bliver irettesat eller skelet til, hvis ikke man opfører sig ærefuldt, eller værst af alt, krænker en andens.
Det mest bemærkelsesværdige er dog, at filmen er meget kritisk over for de problemstillinger, den hiver fat i. Grundet de strenge censurkrav, som der eksisterer i Iran, er det stort set forbudt at fremføre nogen former for synspunkter, der kan tolkes som en kritik af styret. Og selvom der i store dele af filmen, fastholdes en vis dokumentarisk distance til Minas pinsler, hvor hendes tragedie mere bliver præsenteret, i stedet for reflekteret over, så er der alligevel flere passager, hvor retssamfundet bliver direkte kritiseret for deres brug af dødsstraffen og forhastede strafudmålinger, særligt gennem den angrende dommer.
Så selvom Balladen om den hvide ko, måske ikke er fuld af narrative overraskelser, så bidrager den alligevel med en stemme og en perspektivering af den iranske samfund, som giver stof til eftertanke. I forhold til selve produktionen, er jeg også i evig beundring og forbavselse over, hvordan et land, med så strenge krav til kulturlivet, der decideret smider filmfolk i fængslet, bliver ved med at fremdyrke nye talenter, både foran og bag kameraet.
