Assassin’s Creed vil så gerne, men snubler alligevel på målstregen

Michael Fassbender sætter med Assassin’s Creed for alvor gang i året med den første blockbuster. Filmen, der er baseret på videospillene af samme navn følger vaneforbryderen Callum Lynch spillet af netop Fassbender. Hans kriminelle fortid har indhentet ham og han er blevet idømt dødsstraffen. Efter at have modtaget den dødbringende indsprøjtning vågner han dog op på en hemmelig lokalitet, der bliver ledet af de mystiske ”tempelriddere”. De er på jagt efter en mytisk relikvie, der går under navnet ”paradisets æble”. Tempelridderne har brug for Lynch, da han er det eneste nulevende medlem af en lang snigmorderslægt, der strækker sig mere end 500 år tilbage, og ved hjem af hans genetiske kode er det muligt at genopleve hans forfædres liv gennem ”animus”-maskinen. Dette bliver startskuddet på et science-fiction eventyr om kampen mellem frihed og orden.

Snigmordere for viderekommende
Det lyder umiddelbart som et meget komplekst univers – og det er det også. Historien fra spillene som filmen er baseret på strækker sig over flere 100 timer i en serie, der har udgivet otte hovedkapitler på 10 år. Derfor siger det også sig selv, at det er en næsten urimelige opgave at koge det hele ned til en afgrænset fortælling på lige under to timer.

Fassbender og co. gør dog et hæderligt forsøg, og de skal virkelig hyldes for at have taget hele universet til sig, og gjort brug af alt lige fra genetiskhukommelse, kampen mellem frihed og orden og forhistoriske civilisationer for bare at nævne et par stykker. Det hele er faktisk så indforstået, at det får Rogue One til at fremstår som en selvstændig science-fiction film – og det er ikke nødvendigvis en særlig god ting. Jo, jeg kan som inkarneret langtidsfan nyde alle de små referencer og henvisninger til spillet, men jeg tror til gengæld ikke, at der er nogen andre end netop fansene, der overhovedet kan forstå, hvorfor et ”tillidsspring” er noget særligt, eller hvorfor vi følger en ørn, hver gang animusen tager os tilbage til fortiden. Ingen af disse elementer bliver bare tilnærmelsesvis forklaret, og det gør en film, der i forvejen har en meget forhastet ”førstedel-af-en-trilogi” historie, på ingen måde nogen tjeneste.

Flot actionsekvenser, som er svære at se
Trækplasteret og redningsplanken i de fleste store produktioner i dag er imidlertid actionsekvenser, og her burde Assassin’s Creed ikke har svært ved at skille sig ud. Der er nemlig ikke nogen superhelte i dette univers, eller laserkanoner, der skyder op i himlen, som skal destrueres til slut, men i stedet en flok akrobatiske og adrætte snigmordere, der klatre rundt på hustagene og bruger deres omgivelser til at besejre deres modstandere. At stuntene så ovenikøbet alle sammen er blevet udført fysisk af rigtige mennesker, i stedet for computergenerede rumvæsner, burde være opskriften på årets vildeste actionsekvenser, men ak, også her bliver man skuffet.

Af uransagelig årsager så får seeren ikke nogen mulighed for at nyde nogen af disse sekvenser, da der hele tiden – paradoksalt nok – krydsklippes mellem fortidens actionsekvenser og nutidens computergenerede simulation. Det er forståeligt, at vise det en gang eller to, for at understrege, at det er et minde vi ser, men når det bliver brugt hele vejen igennem ender det bare med at ødelægge det, der ellers kunne have været så smukt. Det er også ekstra smerteligt, da der er en virkelig fantastisk jagtsekvens midtvejs i filmen, man så bare ikke kan se, da det hele er sløret af krydsklip og effekter oven på de fysiske stunts.

Hvor meget det end smerter mig at skulle skrive det, så kan jeg nok ikke anbefale Assassin’s Creed. Jeg ville så inderligt have ønsket, at det skulle være spilfilmatiseringernes ”Citizen Kane”, der viste, at man sagtens kunne lave en god film ud af et videospil. Med et kompetent hold af skuespillere, der aldrig skuffer, en interessant filosofisk science-fiction ramme og atypiske actionsekvenser, var scenen lagt til at skabe noget helt ekstra ordinært. Det blev det dog ikke til denne gange, så vi har stadig den første gode ”spilmatisering” til gode – desværre.