Klassisk eventyr i farvestrålende nye klæder

Pigen gik hver dag ud til sin mors grav og græd og blev ved at være from og god
Vi skal og kommer langt væk fra det oprindelige eventyr om Askepot. Men så alligevel ikke.

Vi bliver med det samme mindet om eventyrets oprindelige sprog og alvor, da vi ser silhuetterne af mor og datter, der læser eventyret. Men lige efter befinder vi os i det hektiske og overfladiske modeunivers, hvor snobberi og hierarki lever i bedste velgående.

Her prøver Ella at finde sine egne ben at stå på, men ved ankomsten af supermodellen Jean Claude Barriere går det galt, da kaffen ikke er som den skal være.

I den forbindelse bliver Ella til Askepot, og det er en god ting.

Det er det, fordi scenografien, kostumerne og hele stemningen i begyndelsen, med vilje naturligvis, er ubehageligt klinisk, tom og overbelyst, mens musikken kaster op ud over publikum i en repetitiv, rytmetrampende ligegyldighed. Altså, sådan som alle modeshows egentligt er, hvis vi skal være ærlige.

Et kort sekund bliver jeg oprigtigt bange for, at forestillingen kommer til at tage sig selv for alvorligt, men så kommer forløsningen i form af Benjamin La Cours grafiske videoprojektioner, der endelig får lov at træde i karakter. Musikken skifter gear, det samme gør kostumerne, og med et trylleslag er alt som man havde gået og håbet på og glædet sig til.

Askepot. The Musical leverer eventyrlig god popmusik med tryllestøv af gode replikker leveret af et cast i topform.

Lille træ, jeg beder dig, kast guld og sølv herned til mig
Tanken om et samarbejde mellem Rasmus Seebach og Line Knutzon virker på papiret som to verdner, der ikke burde fungere sammen. Men med Knutzons krøllede ord og fordybelse mellem linjerne, blandet sammen med Seebachs umiddelbare direkte tilgang til sproget, og talentet til at skabe en melodi, alle kan nynne med på, så har instruktør Thomas Agerholm fået alle de kort på hånden som, man ikke vidste, var den rigtige kombination til succes.

Det er ikke alle de medvirkende, der lykkes lige godt med at få det bedste og tiltænkte ud af den skrevne tekst, men sådan er det altid, når der står Line Knutzon på manuskriptet. Det er kun en lille håndfuld skuespillere, der til fulde forstår det sekundære sprog, der ikke står skrevet, men altid er til stede i hendes værker.

Pelle Emil Hebsgaard virker i sin rolle som Den Gode Fe til at få det bedste ud af replikkerne. Det er hylende morsomt leveret, med perfekt timing og sans for at gå helt hen til stregen, når det kommer til overspil, men uden at overgøre det.

Johanne Milland giver et godt bud på den unge kvinde, der leder efter sin egen vej. Det er sangstemmen, der står stærkest, men det lykkes at lave en karakter, der kan og vil andet end at være hende i kjolen. Et velkomment bud på et forbillede til en ungdom og generation, der virker til at famle mere og mere. Valgene føles uendelige, men måske handler det ikke om at gå fra asken og ind i ilden? Skal man blive til en prinsesse, før man er lykkedes?

Cristopher Schøllhammer Rørmose er et glimrende valg til den privilegerede prins og supermodel. Kirstine Moses og Maja Glenber er de onde stedsøstre og modeller, der giver et godt billede på alle de usikre mennesker, vi alle har mødt på vores vej. Dem, der tror, de selv bliver højere ved at tale andre ned.

Rasmus Brohave virker ikke som en Youtuber på glat is på den store scene, med et publikum han pludselig kan se. Synge kan han ikke, men det er han den første til at indrømme, og forestillingen kommer det i møde på en sjov måde. Som skuespiller virker han godt og solidt plantet med selvtilliden intakt.

De to store funklende stjerner på forestillingens himmel er Stig Rossen og Caroline Henderson. Som kongen synger Stig Rossen sangen, Den mand du ka´bli, som øjeblikkeligt skabte kæmpe klapsalver. Men selv om kongen kræver den velfortjente respekt, er det ikke uden humor, og der bliver igennem forestillingen leveret med lune og varme. Sangteksten – for jeg har stået på det dansegulv og jeg har danset rock og rul natten lang – går ikke tabt på melodigrandprix kenderne i salen. Caroline Henderson har, ligesom Pelle Emil Hebsgaard, turdet gå hen til kanten, når det kommer til overspil, men træder heller ikke over stregen. I sangene, ingen kære mor, og især,  mor(d) på dansegulvet, er det næsten umuligt for publikum at blive siddende. Der er inviteret til bal, og Caroline Henderson leverer sammen med Johanne Milland en fest, der på trods af sangens egentlige tema, sætter ild til salens dansehjerte.

For hva´ hvis jeg nu for første gang spiller mig selv?
I foyeren var der flere piger, helt ned til 5 år, der var trukket i prinsessekjolen. Det giver mening, når der på plakaten står Askepot med sange af Rasmus Seebach, men det er lidt med forbehold, at man kan kalde dette for en familieforestilling. I min ydmyge mening, skal man være omkring de 10 år, før man får noget ud af forestillingen.

Det er storslået, med store armbevægelser og popmusik, der ikke er bange for at hylde og komme med praj fra Seebachs egen fortid, George Michael, og noget så uventet som tysk techno hard dance a la Scooter. Det er ikke et tungt, dystert eventyr, det er en god og sjov aften i vanvittigt godt selskab, tilsat usynligt tryllestøv og candyfloss.

Det bliver spændende, om Askepot The Musical bliver en ny klassiker, der kan sættes op igen.

Der er måske ikke den ønskede dybde, som nogen vil mene er en nødvendighed, men som underholdning bliver varen leveret med bravur. Hvis man vælger at købe billet, så får man lige præcist det, man forventer.

Askepot The Musical spiller fra 7. marts til 24. marts 2024. Tivolis Koncertsal.
17. – 21. april 2024. Musikhuset Aarhus.
24. – 27. april 2024. Odeon.
01. – 5. maj 2024. Musikhuset Esbjerg.
08. – 12. maj 2024. Aalborg Kongres & Kultur Center.
22. – 26. maj 2024. Tinghallen.
29. maj – 2. juni 2024. Vejle Musikteater.
05. – 10. juni 2024. Værket.

Varigheden 2 timer og 15 min inkl. pause.

Medvirkende: Johanne Milland. Cristopher Schøllhammer Rørmose. Caroline Henderson. Rasmus Brohave. Stig Rossen. Pelle Emil Hebsgaard. Kirstine Moses. Maja Glenber. Sange og sangtekster: Rasmus Seebach, i samarbejde med Ankerstjerne og Andreas Sommer. Manuskript: Line Knutzon. Instruktør: Thomas Agerholm. Scenograf: Benjamin La Cour. Kostumer: Soeren Le Schmidt. Koreograf: Nellie Bethel. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær. Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation.