En eksperimenterende og legende norsk oscarkandidat

I Norges oscarkandidat, Armand, møder vi moderen Elisabeth, der er blevet kaldt til samtale på skolen, lige inden sommerferien. Til at starte med, bliver man foranlediget til at tro, at det er et helt almindeligt socialrealistisk drama. Hvis ikke det grynede celluloid-lignede billede afslører det med det samme, så er vi solidt plantet i en virkelighed, som vi alle kender til. Det viser sig nemlig, at Elisabeth er blevet kaldt til samtale, fordi hendes 6-årige søn har været involveret i en batalje med en anden jævnaldrende dreng.

Allerede fra start lader det dog til, at situationen er mere alvorlig end som så, da klasselæreren har svært ved at formulere sig tydeligt, og da den anden drengs forældre dukker op, går det kun fra dårligt til værre.

Et socialrealistisk udgangspunkt
Således starter dramaet, og gennem den første halvdel af filmen, udvikler det sig også, som man kunne forvente. Alt er ikke, hvad det giver sig ud for at være, og forvirringen bliver kun større, efterhånden som dagen skrider frem, godt hjulpet på vej af de ansatte på skolen, der konstant balancerer mellem at være inkompetente og uprofessionelle.

Spændingen stiger langsomt i takt med, at samtalens alvor gradvist bliver skruet i vejret, og den virkelig konflikt mellem de to børns forældre dukker op til overfladen. Havde historien fortsat ud ad denne tangent ville det havde været et fornemt lille kammerspil. En udforskning af de personaer, roller og agendaer vi alle prøver at forcere i den sociale pardans, anført af en række velvalgte og dygtige skuespillere – men sådan går det ikke.

Afsporet af drømmesekvenser
Halvvejs skifter filmen pludselig stil. Med et er det fantasien, der overrumplet virkeligheden, mens vi tilbringer det meste af tiden i drømmesekvenser. Nu er det ikke længere plottet og er en dekonstruktion af menneskers måde at gebærde sig mellem og med hinanden, men i stedet det følelsesmæssige, der er i fokus.

Det er et vovet valg, der kun til dels lykkes, men havde det gjort, ville det have ophøjet oplevelsen markant. Fordi i stedet for at forbedre oplevelsen, udvander stilskiftet i stedet budskabet. Det kommer mere til at handle om et det generelle følelsesmæssigt kaos, ved at befinde sig i en presset situation, og ikke så meget om den historie, der ellers lige var kommet omdrejninger.

Mere end noget andet, træder dette forsøg ved siden af, fordi det bliver for repetitivt. Man sidder ofte tilbage med en følelse af, at man manuskriptet ikke var langt nok, og så måtte filmskaberne improvisere for at fylde spilletiden ud.

Fremragende skuespillere
Det ender dog aldrig med at blive mere end en fodfejl, fordi skuespillerne ganske enkelt er eminente. Flere af karaktererne kræver evnen til at skifte mellem at være komiske og tragiske, og det lykkes, uden de fremstår utroværdige.

Renate Reinsve, som de fleste nok kender fra Verdens værste menneske, er ikke overraskende overbevisende i en rolle, hvor hun bogstaveligt talt skal både grine og græde. Værd at fremhæve er også Thea Lambrechts Vaulen som læreren Sunna og Øystein Røger som skolelederen Jarle, der begge formår at sige så meget mellem ordene.

Armand er måske ikke perfekt, men den er tankevækkende, effektfuld og ikke mindst vovet. Særligt det sidste aspekt, den eventyrlystne skaberkraft, fortjener instruktør og manuskriptforfatter Halfdan Ullmann Tøndel stor ros for. Så selvom slutproduktet er lidt ujævnt og flagrende, jo mere vi nærmer os slutningen, er det ikke svært at anbefale en film, der i hvert fald figurativt er villig til at gå planken helt ud.