En ucensureret og ufarlig romantisk komedie

I Anyone but You, møder vi Bea (Sydney Sweeney) og Ben (Glen Powell). De har svært ved at finde kærligheden, men efter et meet-cute slår det med det samme gnister, og det er tydeligt, at de passer perfekt til hinanden. Deres første stævnemøde ender dog uheldigt efter en række misforståelser, og deres veje skilles noget bittert. Derfor er det ikke gensynets glæde, da de bliver genforenet og tvunget til at tilbringe tid sammen i forbindelse med et bryllup. Hvad er dog værre er, at de bliver nødt til at enes for ikke at ødelægge begivenheden, og derfor beslutter de sig for – som det mest naturlige – at udgive sig for at være et rigtigt par.

Ambitiøs, men overfladisk
I en tid, hvor den romantiske komedie er noget nær umulig at finde i biografen, er det først og fremmest beundringsværdigt, når nogen tør tage udfordringen op, og faktisk lave en film, der skal konkurrere med streamingtjenesterne og sofaen. Når det så er sagt, kunne man godt have ønsket sig, at kvaliteten var lidt højere i Anyone but You. Det er en klassisk fortælling, fuld af alle de trygge klichéer, der udgør fundamentet for genren, og filmskaberne er gået all-in med kunstigt opstillede forhindringer og konstante skænderier mellem to mennesker, man gerne vil have finder hinanden.

Parret i centrum bliver spillet af Glen Powell og Sydney Sweeney, der i hvert fald opfylder kravet om at se godt ud, men når det kommer til selve karaktererne, er det noget mere broget. Der er mange forskellige forventninger til, hvilke forhindringer de to forelskede mennesker skal overkomme i en romantisk komedie, men fælles for dem alle er, at man som publikum skal have lyst til at se dem sammen – ellers kan det hurtigt blive en meget lidelsesfuld oplevelse at se dem mundhugges og misforstå hinanden i halvanden time. Fysisk kan man godt se, at de matcher, men uanset hvor meget resten af ensemblet taler dem op, er det svært at spore gnisten mellem de to. Det hele er simpelthen for overfladisk.

Et ensemble af modeller
Det kan måske lyde forrykt, når hele genren er elsket for sin meget overfladiske og enkle fortællestruktur, men det kan også gå hen og blive for banalt og tamt. Et er, at alle karaktererne er endimensionelle og ikke har noget liv undtagen i relation til Bea og Ben, men de er så papirtynde, at man til tider har svært ved at forholde sig til dem som mennesker. Denne karakterløshed bliver heller ikke hjulpet af et ensemble, der virker som taget ud af et modelkatalog, hvor alle har vaskebræt og så hvide tænder, at Ross fra Venner ville være misundelig.

Jeg skal være den første til at erkende, at jeg ikke er målgruppen for en film som denne, hvorfor det også er svært for mig at blive rigtig forarget over, at den ikke rammer plet. Sydney Sweeney og Glen Powell er på papiret meget tiltalende som par, der er masser af pinlige situationer, som man kan sidde og græmme sig over, og så er det også værd at nævne, at filmen er ucensureret, så der bliver ikke holdt igennem med hverken at bande eller fremvise det meget fotogene ensemble. Så helt tam er Anyone but You trods alt ikke. Man kommer dog ikke uden om, at det heller ikke er nogen nyskabelse indenfor genren, ej heller en film, som man kommer til at gense igen og igen, som de allerbedste romantiske komedier.