Ant-Man må vige pladsen for Marvel-universet

Den tredje film om myremanden, med den mundrette titel, Ant-Man and the Wasp: Quantumania, er en overraskende broget en af slagsen.

De to forrige film har været kendetegnende ved, at lige så lille hovedkarakteren kan transformere sig selv, lige så små og isolerede har handlingen været. Scott Lang, som manden i superheltedragten hedder, er ikke nogen stor helt, men en fraskilt far, hvis største bekymring i livet er sin datter, der nu er blevet en teenager. Historierne har derfor også meget passende fået lov til at forblive meget personlige og fjollede, med et fokus på personerne i hans liv, også selvom de fleste Marvel-film, centrerer om masseødelæggende superskurke og lige så stærke superhelte.

Blevet en del af maskinen
Derfor skulle man måske tro, at tredje kapitel i trilogien om Ant-Man, og hans partner, The Wasp, også ville høre til de mindre eventyr i det hastigt voksende Marvel-univers, men i stedet, ender den med at være startskuddet på den overordnede konflikt i de kommende film fra dette superhelteunivers, der må siges at have trådt vande, siden The Avengers reddede hele universet tilbage i Avengers: Endgame.

Som sædvanligt, skal jeg nok holde plot-spoilers til et minimum, men noget af det, der bliver introduceret i filmen, er blandt andet kvanteriget, en cementering af multiverset som rettesnoren fremadrettet, og det første møde med den mystiske Kang, som helt sikkert kommer til at spille en større rolle fremover.

Personligheden er forsvundet
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor det lige er gennem karakteren Ant-Man, at Marvel-universet skal ekspanderes. Paul Rudd er meget god i rollen, der minder rigtig meget om hans offentlige persona udenfor kameraet, men derudover er der ikke særlig meget at rive i. Han har ingen kemi med Evangeline Lilly, der fremstår mere som hans søster end kæreste, og konflikten med datteren, er der ikke meget dybde i. På samme måde, er der ikke meget for de to store navne, Michelle Pfeiffer og Michael Douglas at lave, udover at fyre en masse eksposition af.

Igen står man tilbage med, hvorfor der er blevet givet afkald på det, der gjorde serien bare en lille smule interessant, for at få den til at være fuldstændig som alle andre Marvel-film – ovenikøbet med et klimaks, der, som altid, selvfølgelig også inkluderer et slag, der har til formål at få Kongen vender tilbage, til at ligne en slåskamp i baghaven.

En ny konflikt introduceres på bekostning af filmen
Det, der gjorde Ant-Man underholdende, var fokus på de mere lavmælte karakterer, hvor der var plads til, at klimakset i den første, eksempelvis kunne udspillede sig i et børneværelse, hvor legetøj pludselig kan fremstå farlig, når helten, bogstaveligt talt, er på størrelse med en myre.

Man sidder tilbage med en meget tom fornemmelse. Der er intet unikt over filmen, der ligesom de værste i Marvel-universet, virker mere opsat på at lægge fundamentet for de fremtidige fortællinger, fremfor at færdiggøre den, de er i gang med at fortælle. Alle de elementer, som jeg personligt er så træt af, med de uendeligt snakkende karakter, superhelte, der konstant tager deres masker af – selvom det ikke engang giver mening i universet – bundet sammen med et interpersonelt drama, der kunne være løst, hvis bare karaktererne gad sætte sig ned og tale med hinanden i fem minutter, er ikke bare til stede her, men toneangivende for filmen som helhed.

Ant-Man and the Wasp: Quantumania, er så “marvelsk”, som den overhovedet kan være. Der er et strejf af personlighed i starten og slutningen, hvor Paul Rudd kan få lov til at bidrage med sin far-udstråling, men derudover er filmen så skabelonagtig og formularisk, at der er fare for at glemme den, lige så snart man har set den. Der er masser af action, men det har ikke nogen tyngde eller blivende kraft, skurken, som eftersigende kommer til at være den næste Thanos, er mere fjollet end frygtindgydende, og de konstante bemærkninger lander meget sjældent plet. Det kan godt være, at filmen fungerer som kapitel 31 i Marvels cinematiske univers, men som tredje del af historien om Ant-Man, er den noget mere mangelfuld.