Endnu en enestående film af Sean Baker

Sean Baker fortsætter sin mission med at skubbe menneskelige historier op på det store lærred, som USA og i særdeleshed Hollywood aldrig har været interesseret i. Hvad end det er transkønnede i Tangerine, motellet i Florida Project eller en fallerende pornostjerne i Red Rocket, så har Baker altid været usvigelig sikker og ærlig i sin skildring af disse sårbare skæbner.

For at gøre udfordringen endnu større, har han ikke bare i denne omgang kastet sig over sexarbejdere, nogen af de mest udsatte og negligerede mennesker i verdens samfund, men også inviteret russerne ind i historien, på en ganske uventet måde. Kombinationen af disse to tabuer er blevet den dramatiske, autentiske og til tider også næsten sorte komedie Anora.

Vejen ud af underklassen
I filmen følger vi Anora, der foretrækker at blive kaldt Ani. Hun arbejder som eksotisk danser på en natklub. Hun har altid et stor smil malet i ansigtet, men er heller ikke bleg for at fyre det ene skældsord efter det andet af. Selvom det ikke er en rosenrød tilværelse, får hun det meste ud af den. Alt ændrer sig dog, da den unge og rige russer Ivan får et godt øje til hende. Muligheden for at blive til virkelighedens Askepot, lader Ani ikke gå næsen forbi, og før vi ved af det, er de gift. Hvedebrødsdagene varer dog ikke ved, for da Ivans forældre får nys om hans nye forlovede, har de ikke i sinde, at lade ægteskabet stå ved magt.

Ligesom med alle andre Sean Baker film, er den helt store styrke karakteriseringen af hovedpersonerne. Der bliver ikke gjort noget for at vinkle skildringen af nogen person, så de passer ind i en arketype, eller for at underbygge nogle fordomme. De er bare mennesker med alle de brister og skævheder, der følger med.

En oscarværdig præstation
Mikey Madison har allerede fået meget omtale for rollen som Ani, inden filmen landede i de danske biografer, og det med god grund. Hun er så fænomenal i rollen, at intet mindre end en oscarnominering ville være en skændsel. Man har måske ikke altid sympati med Ani, og nogen vil sikkert også finde det, at hun bander som en sømand for irriterende, men man holder altid med hende, og forstår til fulde, hendes perspektiv. I miljøet hun kommer fra, er drømmen om prinsen på den hvide hest, den eneste vej ud. Derfor opmuntrer de andre dansere hende også, da hun får sin prins, som var det virkelighedens Pretty Woman. Den drøm er så stærk, at selv når virkeligheden for alvor presser sig på, så holder hun kun mere fast i fantasien, og kæmper med alt, hvad hun har lært.

Mark Eydelshteyn som Ivan er også enormt velvalgt. Selvom størrelsen af hans forældres pung måske virker tiltalende, er han stadig følelsesmæssigt en lille dreng, der skejer ud, som havde hans forældre tvunget til spejder, selvom han ikke havde lyst.

Mod forventning er det dog Yura Borisov som håndlangere Igor, der gør størst indtryk af alle birollerne. Han siger meget med så lidt, og han er ligesom resten af ensemblet med til at nuancere de mange situationer, som vi måske har set før, men aldrig er blevet præsenteret for på samme måde.

De mange toneskift
Den store overraskelse er dog ikke, at hovedspillerne er troværdige; det er ligesom varemærket for en Sean Baker film. Den helt store bedrift er i virkeligheden, hvordan filmen formår at skifte tone flere gange undervejs, uden på noget tidspunkt at fremstå falsk eller forceret. Til at starte med er det et socialrealistisk melodrama om Ani og Ivan, men efterhånden skifter stemningen så meget, at hele anden akt vel nærmest kan kaldes for en sort komedie, fuld af skæve håndlangere og inkompetente mænd med opblæste egoer. Det forhindrer dog ikke historien i at skifte en tredje gang, så vi slutter med en tragedie i tredje akt, hvor Ani ikke længere kan flygte fra virkeligheden.

De mange toneskift burde ikke fungere, men gør det, og hvad er mere fantastisk er, hvordan de underbygger og er i naturlig forlængelse af hinanden.

Anora er endnu en fremragende film af Sean Baker. Anført af en formidabel præstation af Mikey Madison, tegnes et uventet rørende, tragisk og humoristisk portræt af sexarbejdere og russiske oligarker. To grupperinger, der, af forskellige årsager, ikke ligefrem har den store opbakning fra den brede del af befolkningen, og som man ikke naturligt ville kæde sammen.

En lidt langsommelig første akt er den eneste mærkbare fodfejl for Baker, der gør det, som ingen andre i amerikansk film tør. Derfor har han også skabt en unik filmoplevelse, der kun bliver endnu mere fremragende, når man sammenligner den med filmlandskabet i dag. Gør dig selv en tjeneste og gå ind og se den.