En fremragende og rendyrket musical
Leos Carax’ seneste film Annette, handler om den slemme komiker Henry (Adam Driver), der danner par med den højtelskede operasanger Ann (Marion Cotillard). Pressen følger deres forhold med stor opmærksomhed, og da de byder datteren Annette velkommen i familien, virker det udadtil, som om lykken ingen ende vil tage. Datteren vender dog op og ned på parrets tilværelse, og det er ikke bare på det karrieremæssige plan.
En gennemført stiløvelse
Det er utroligt hvor alsidig Adam Drivers karriere efterhånden må siges at være. Han blev for alvor kendt tilbage i 2015, da han spillede med i Star Wars: The Force Awakens, men sidenhen har han vel nok været mest kendetegnet ved at arbejde med auteurs som Jim Jarmusch, Terry Gilliam, Noah Baumbach og mange andre, som mest af alt er kendetegnet for at lave deres helt egne særpræget film. Leos Carax hører også med i den kategori, ligesom hans forrige film Holy Motors bestemt ikke er for alle. Denne gang er det dog ikke med en makaber fantasyfilm, men en vaskeægte og original musical.
© Another World Entertainment
Som opremset i det forrige afsnit, er det en noget melankolsk fortælling, men det er også umuligt ikke at blive betaget af det maleriske fortællesprog. Ikke bare er filmen fuldstændig stilren og konsekvent, ved at være så rendyrket en musical, som det overhovedet kan lade sig gøre, hvor det virker til at mere end 90% af spilletiden bliver fortalt gennem sange, som ovenikøbet er skrevet til filmen af bandet Sparks, men måden historien bliver fortalt på, er som at rejse igennem én lang drømmesekvens, hvor virkelighed og fantasi konstant smelter sammen.
Og for at vende tilbage til den føromtalte Adam Driver, gør han det sindssygt godt, og sammen med Marion Cotillard og sågar Simon Helberg, der er mest kendt for komedieserien Big Bang Theory, så udgør de en fornem trio, der giver sig fuldt ud til projektet.
Annette er en film, som er svær at beskrive, fordi den skal ses før man virkelig kan forstå den. Den er ikke ligesom så mange andre, hvor man med en grad af objektivitet, kan gennemgå strukturen og det filmiske håndværk, og redegøre for de vellykkede og mislykkede elementer. For når den er så ensporet som den er, med så overvældende mange sange, så enten holder man af eller hader den. Jeg hører til i den første kategori, og må erkende, at jeg virkelig nød denne musikalske oplevelse. Derfor kan jeg kun give min uforbeholden anbefaling, velvidende, at størstedelen af det generelle filmpublikum nok ikke vil dele den overbevisning.
