En passende afsked

I Angel has Fallen, får vi den tredje historie, om den ihærdige og standhaftige Secret Service agent, Mike Banning (Gerard Butler), der i de to forrige film reddede Præsidenten fra omfattende attentatforsøg. Han er dog blevet ældre, og det virker nu mere sandsynligt, at han skal sidde mere foran et skrivebord, end sætte sit eget liv på spil. Denne magelige fremtidsudsigt kommer imidlertid hurtigt på afveje, da en rolige fisketur med Præsidenten, i denne omgang spillet af Morgan Freeman, ikke bare ender med et attentatforsøg, men det bliver også udført, så det fremstår som om Banning har stået bag.

Nu står Banning over for sin største opgave nogensinde, for ikke bare skal han bevise sin uskyld, men de rigtige bagmænd er stadig derude, og de har ikke sinde at stoppe, førend Præsidenten er død.

Overraskende ordentlig
Det er uden sammenligning den mest ambitiøse i trilogien. Allerede fra start, har vi et bedre setup, end de to forrige, der var alt for selvhøjtidelige og aggressive i deres gammeldags maskulinitet. Der er også et snært af selvironi, særligt i mødet med Bannings far, spillet af en meget slidt Nick Nolte. Far-søn relationen er det mest underholdende aspekt af filmen, og samspillet mellem de to brogede skuespillere, tilfører også filmen noget livsgivende humor.

Der er heller ikke nær så megen forherligelse af militæret og den amerikanske krigsånd, som i de to forrige, der mere end noget andet, var ærkerepublikanske heltekvad. Denne gang er Banning (Gerard Butler) nemlig ikke bare en usårlig action helt, men nærmere én dårlig dag fra en tvungen pension. Hans krop kan ikke holde til meget mere, og han har et enormt indtag af smertestillende piller, for at holde sig selv gående. Han kan nemlig bare ikke give slip på livet, som en handlingens mand, og det tilfører serien lidt tiltrængt sårbarhed. Desværre kan hverken manuskriptet eller budgettet, bære de store ambitioner, som jeg udlægger her.

Filmhåndværket lever ikke op til bestræbelserne
Der er ingen vej udenom det, for det er en temmelig uskønt filmet oplevelse. Til en sådan grad, at man ikke kan lade være med at lægge mærke til det. Eksempelvis når så meget er optaget foran en greenscreen, slåskampene er filmet med så rystende kameraer, at man næsten intet kan se, og de fleste eksplosioner er som taget ud af et ringe computerspil.

Plottet er også hovedrystende forudsigeligt. Det er så nemt at regne ud, at jeg flere gange tænkte, at det umuligt kunne være så enkelt – men det et det. Foley-arbejdet er til gengæld ganske kompetent, for hver gang man ser en eksplosion eller en granat bliver kastet, føles det virkelig som om, at man selv har fået tinnitus.

Der er ingen tvivl om, at Angel has Fallen er den bedste film i trilogien, men det er ikke ensbetydende med, at det er nogen stor film. Den forsøger i modsætning til de andre at fortælle en menneskelig interpersonel historie, og vil også gerne være eftertænksom. Evnerne bag kameraet rækker dog ikke helt til at komme i mål, og der er stadig alt får mange tåbelige oneliners og voksne mænd, der gentagende gange omtaler sig selv som løver, i rammende alvor. Det er ikke dybt, men det er heller ikke forfærdeligt.