Hendes fortid var et mysterie. Hendes fremtid er et eventyr
En Anastasia hænger ikke bare på træerne
Det må Dmitry og Vlad erkende, indtil de møder den unge pige Anya, som måske, måske ikke bare lader som om, men er den virkelige Anastasia, som ved et mirakel overlevede da bolsjevikkerne myrdede kejseren, Zarina Alexandra og deres fem børn.
Den unge Anya har hukommelsestab, men langsomt kommer der minder frem fra tågerne og ifølge hende selv, begynder hun at tro på, at hun er Anastasia.
Det er heldigt, for Dmitri og Vlad har planer om at flygte fra Skt. Petersborg til Paris og præsentere hende for enkekejserinden, den tidligere danske prinsesse Dagmar, der fra sit eksil i Paris har udlovet en stor dusør til den, der kan finde hendes barnebarn.
Det Ny Teater har i alt sin enkelthed opskriften på et stort eventyr, og alle der drømmer om at opdage, at de ikke bare er hvem som helst, men en vaskeægte prinsesse, har elsket myten om Anastasia siden dens begyndelse. Forståeligt, for fortællingen har det hele. Ondskab, kærlighed, håb, familie, forpligtelse og sange fra en tegnefilm.
MEN det skal siges med det samme, at dette er fiktion. En flot og fantastisk historie skrevet på baggrund af virkelige hændelser, men meget, hvis ikke det meste, er digtet, flyttet rundt og lavet om. Sådan er det med så mange historier, men det synes vigtigt at fortælle her, for forestillingen Anastasia sælger sig selv så overbevisende, at mange hurtigt kunne få den opfattelse, at det er en gengivelse af en virkelige hændelse.
Hvis man køber programmet, er der mange informationer at hente om den rigtige historie, mytens oprindelse og populærkulturens brug af beretningerne.
Det kan der være mange grunde til, men en af dem er nok, at forestillingen, allerede ved sin begyndelse, ved hjælp af scenografien viser rigtige billeder af Romanovslægten og Anastasia samtidig med, at skuespillerne bliver fotograferet på scenen. Det er flot og overdådigt, man føler historiens vingesus, og netop derfor kan det blive en smule vildledende.
Det gør nu ikke en aften i teatret mindre magisk. Hvis ikke vi kan og må drømme her, hvor så?
En gentleman. Det er der ikke nogen, der har kaldt mig i mange år
Den største fornøjelse ved forestillingen er ikke historien, men alt det teater kan omkring manuskriptet og sangene. Skuespillet er upåklageligt på alle fronter, kostumerne og især scenografien er vidunderlig og opfylder alt det klassisk teater kan og skal på en scene.
Ja, drejescenen knirker og hakker i sin bevægelse, især når den kører langsomt, de store kulisser skramler og bumler i baggrunden under sceneskift, men er det ikke derfor vi går i teatret? Har vi ikke stadig den fælles præmis, om at det er vilkårene, eller er vi som publikum blevet så forvænt med video og software, at vi også skal underholdes af skærme, når vi går i teatret?
Anastasia The Musical på Det Ny Teater har kostumer og scenografi produceret af Gabriela Tylesova, og det kan ses og mærkes, at der er én enkelt vision for den visuelle præsentation af forestillingen. Kostumerne i Skt. Petersborg er tunge og beskidte og scenografien en kollage af fortidens storhed sat sammen på kryds og tværs i skæve vinkler. Alt ser ud som om, at det kunne styrte sammen hvert øjeblik, og det understøtter den alstedsnærværende fare, der hele tiden er til stede i det ødelagte Rusland. Det visuelle højdepunkt er en flot overdimensioneret kultegning af et lokomotiv og efterfølgende en togvogn i rotation på den førnævnte drejescene.
Når det kommer til førnævnte tanke om udskiftningen af det fysiske med det digitale, så er det nødvendigt at skrive om kapelmester Jesper Frank Christensen og de 12 musikere, der sidder i svedboksen under scenen. Her er der tale om en vidunderlig præstation. Jeg har en anelse om, at mange af teatrets gæster glemmer eller slet ikke ved, at der ikke bare bliver trykket på en playknap, men at der er tale om et stort bidrag til scenekunsten.
At forestillingen så ikke har et kæmpe musicalhit, som alle generationer kan nynne og synge med på, er jo ikke orkestrets skyld, og jeg glæder mig til opsætningen af The Sound of Music, som skal markere, at det er 30 år siden, at Det Ny Teater genåbnede som musicalteater.
Den nye vind
Emilie Groth spiller en overbevisende Anya. Det er især i første akt, som for det meste foregår i Skt. Petersborg, at Emilie Groth får mulighed for at vise sit talent som skuespiller. Det er her, rollen har bid og nerve. I anden akt er det svært for publikum at nå ind til og forstå karakteren. Det har intet med Emilie Groth at gøre, men manuskriptet forvandler den ellers viljestærke unge kvinde til en usikker porcelænsfigur, der pludselig og næsten umotiveret skifter retning og afviger fra det, hele forestillingen ellers har lagt op til.
Ved senere eftertanke er det muligt at forstå karakterens valg, men det er dramaturgisk ikke særlig vellykket fortalt, når man sidder der midt i salen.
Omvendt er det med Dmitry spillet af Mathias Hartmann Niclasen. Karakteren er svær at holde af i begyndelsen, men det vender langsomt, og selv om han aldrig bliver præsenteret tydeligt nok som den oplagte romantiske interesse, bliver det hen ad vejen mere troværdigt.
Mikkel Hoé Knudsen har skiftet Jersey Boys uniformen ud med en mere kammeratlig en af slagsen, om man vil. Sangstemmen er velsmurt og fejlfri, men der kæmpes en smule i rollen som modstanden. Mikkel Hoé Knudsens karakter skal på mange måder spille hele Rusland på samme tid, og selv om der også er skabt en personlig historie til karakteren, oplever jeg aldrig helt den ondskab, der er opstået af den desperation som hungersnød skaber.
Kim Hammelsvang er limen, der holder forestillingen sammen. De små rappe, skarpe og ironiske replikker i rollen som Vlad er de små nødvendige vitaminindsprøjtninger publikum har brug for, for at fastholde interessen for fremdriften i både første og især i anden akt.
Julie Steincke er den naturlige showstopper, og det får hun lov til med stor bravur i en anden akt, der ellers dramaturgisk langsomt imploderer, som luft der går ud af en ballon.
Marianne Mortensen er Enkekejserinde Maria Feodorovna. Intet mindre kan gøre det, og det er ærgerligt, at rollen, lige som førnævnte anden akt, falder fra hinanden i et antiklimaks, man burde have set komme i manuskriptet, og hvis muligt have gjort noget ved.
Forestillingen bruger tiden på at gøre Anya klar til at møde og overbevise Enkekejserinden, for efterfølgende at tage sin plads som Anastasia. Selv om dette lykkes, så vil forestillingen det pludseligt ikke alligevel og efterlader publikum uden en forklaring, der er overbevisende. Når nu det hele er skrevet som et eventyr og i høj grad er fiktion, hvorfor så denne klodsede kovending til slut? Ja, ja fordi hun vælger kærligheden, jeg ved det godt, og det er dejligt og rigtigt. Men det er ikke godt fortalt i en forestilling, der ellers har så vanvittigt højt niveau.
Anastasia på Det Ny Teater er et festfyrværkeri af stemning og musicalteater, når det virkelig tør folde sig ud med alle sine traditioner. Visuelt er det et mesterværk.
Anastasia spiller fra 19. september til 08. december 2024. Det Ny Teater.
Varigheden er ca. 2. timer og 30. minutter. Inkl. pause.
Medvirkende: Emilie Groth, Mathias Hartmann Niclasen, Kim Hammelsvang, Mikkel Hoé Knudsen, Marianne Mortensen, Julie Steincke, Elise Andersson, Mira Balloli, Mathias Boeryd, Nils Boyer, Morten Daugaard, Niklas Frandsen, Rasmus Grandt, Nahia Gil Harris, Julian T. Kellerman, Mette Ladekarl, James Leece, Paul James Rooney, Sofie Nalepa, Máire, Elizabeth New, Elise Ruusunen. Musik: Stephen Flaherty. Sangtekster: Lynn Ahrens. Manuskript: Terrence McNally. Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud. Scenografi og kostumer: Gabriela Tylesova. Lysdesign: Timothy M. Deiling. Lyddesign: Richard Sharratt. Oversættelse: Kenneth Thordal.
