Episk som kun nordmændene kan gøre det
I filmen Amundsen får vi historien om den norske opdagelsesrejsende Roald Amundsen. Han var en verdenskendt polarforsker, der ikke bare rejste vidt omkring og udforskede de to iskolde poler, men også havde et privat liv, fuld af utallige romantiske forhold, og et kontrært forhold til sin bror, der kun blev mere anspændt med årene.
Flot indpakning
Ligesom i instruktør Espen Sandbergs forrige film, som Kon-Tiki og Max Manus, bliver dette biografiske drama gjort til meget mere end blot en række nedslag i Amundsens livshistorie. Sandberg formår på mange måder at gøre det til en overdådig og næsten episk fortælling, om en mand, der altid hungrede efter eventyr og opdagelse. Selve indpakningen er med andre ord helt fantastisk, og handlede en film kun om, hvordan man viser begivenheder på den mest dramatiske måde, ville dette være en enestående succes.
Desværre er resten af filmen ikke nær så episk, som de sjælfulde landskabspanoreringer, og vilde steder som Amundsen drager afsted til. For hvor Espen Sandberg ikke er bleg for at bruge alle filmiske virkemidler til at fremstille Amundsen som norsk Indiana Jones-lignede skikkelse, så er historien overraskende triviel, når det kommer til stykket.
Klassisk fortælling
Strukturen følger nemlig den klassiske biografiske struktur, hvor vi starter i slutningen af hovedpersonens liv, hvorefter vi hopper tilbage i tiden og følger ham fra barnsben, frem til hvor vi allerede ved, at han ender. Vi skal ganske enkelt have hele livshistorien, og det giver ikke så meget tid til at komme i dybden med Roald, som et menneske, da enkelte nedslag og klichéer bliver gjort til rettesnor for hans karakter resten af livet. Det er det paradoksale ved denne fortællestruktur, at der ikke er særlig meget plads til en psykologisk udforskning af, hvad der driver mennesket, da vi skal have det hele med.
Pål Sverre Hagen er til gengæld meget velvalgt som den opdagelsesrejsende Amundsen, men det er bliver til trods for manuskriptet, at han alligevel med sit blik, og sit kropssprog, tilfører en tragisk aura, til den ellers så succesfulde verdensmand.
Amundsen er endnu et norsk heltekvad fra instruktør Espen Sandberg. Manuskriptet er meget traditionelt, men han slipper godt fra det, gennem et velvalgt ensemble, og et visuelle ramme, der er langt mere overdådig, end noget andet vi ser i nordiske filmproduktioner. Paradoksalt nok, bliver det dog aldrig til den helt store film, som den gerne vil være, men den forbliver æstetisk flot og eventyrlig hele vejen igennem.
- Release Date: 5/22/2019