Esben Smed er fantastisk i en ellers meget rodet film

I Aminas breve følger vi Janus (Esben Smed), der fornyeligt er blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling. Han har været indlagt efter et selvmordsforsøg, men det er ikke tydeligt, om der er mere, der ligger til grund for hans indlæggelse. Igennem al hans isolerede tid har den eneste kontakt til omverdenen været breve fra veninden Amina, så da brevene ikke længere dukker op, er Janus overbevist om, at der er sket noget forfærdeligt og fast besluttet på at finde hende.

Et portræt af en forvirret mand
Filmen er baseret på romanen af samme navn, og det kan man godt mærke. Hver eneste scene er i selskab med Janus, og det meste af tiden er han helt alene. Der er ingen tvivl om, at Esben Smed er et enormt talent i den danske filmindustri, og han besidder også evnen til at gøre disse stilfærdige scener til en udforskning af Janus psyke gennem så subtile elementer som hans blik og indadvendte kropssprog. Langsomt bliver det også klart, at Janus ikke helt er i stand til at opfange, hvad der foregår i verdenen omkring ham, og det skaber en enorm usikkerhed omkring hans troværdighed som fortæller.

Efterhånden som historien skrider frem bliver det dog tydeligere og tydeligere, at Esben Smed ikke kan skabe mere, end det, der står i manuskriptet, og et indblik i hans tanker, som er normalt i en bog, ville have gjort underværker for at gøre hans syn på verden mere forståeligt. I stedet forbliver det meste bare i det uvisse.

Det kan godt være, at det har været instruktør Jacob Bitsch’ hensigt at efterlade en masse stof til eftertanke, men når hele filmen handler om, at Janus leder efter Amina, og afslutningen er, uden at afsløre noget, så antiklimatisk og besynderlig, kan man ikke undgå at føle sig skuffet.

Med Aminas breve sætter Esben Smed virkelig tyk streg under, at han en skuespiller, der er værd at holde øje med i fremtiden. Han besidder en stilfærdig autenticitet og er også i stand til at leverer replikker med en naturlig diktion. Desværre for ham er filmen underligt ufokuseret, underfortalt og særligt til slut, besynderligt voldelig. Der er lidt for meget af historien, som bliver overladt til seeren, men filmen er næsten værd at se bare for Esben Smed.