En langtrukken og utroværdig tv-film

Som en omvendt Casablanca, følger vi i Allied spionen Max (Brad Pitt), der under 2. verdenskrig bliver hyret til at myrde den tyske ambassadør i netop Casablanca. Hans dække på missionen er som ægtemand til den franske spion Marianne (Marion Cotillard), og det går selvfølgelig hverken bedre eller værre til end, at de bliver forelsket.

Da Max vender tilbage til England bliver de derfor gift, men da efterretningstjenesten sætter spørgsmålstegn ved Mariannes loyalitet sætter det for alvor deres forhold på prøve, for kan man egentlig nogensinde stole på en, der er trænet i at lyve?

Kulisserne er vigtigere end historien
Umiddelbart lyder det som en meget kompetent og medrivende historie. Der er masser af talent at finde foran kameraet, hvor Pitt og Cotillard også bliver flankeret af skuespillere som Jared Harris og Lizzy Caplan, mens den altid legesyge instruktør Robert Zemeckis orkestrerer det hele. Desværre bliver det meget hurtigt klart, at Zemeckis egentlig slet ikke er interesseret i at fortælle en god historie om kærlighed under krigen, men i stedet er optaget af lækre kulisser og flotte kostumer.

Det er så tydeligt, at Zemeckis er blevet opslugt af designet til en sådan grad, at Brad Pitt skifter tøj flere gange i løbet af den samme dag, bare for at skabe lidt ekstra visuelt dynamik, også selvom det er et meget afdæmpet og underspillet manuskript. Det passer bare slet ikke sammen, og når man kan se, at alt er optaget i et studie, hvor man lige har smidt lidt sand på fortovet, så tror man aldrig på noget tidspunkt, at man er i nærheden af Marokko.

Allied er en hysterisk sæbeopera om to spioner, der bliver forelsket, men langsomt mister tilliden til hinanden. Så kort kan plottet opsummeres, for der sker næsten ingen ting til trods for, at filmen varer over to timer. Brad Pitt og Marion Cotillard er ellers charmerende nok hver for sig, men af uransagelige årsager så bliver vi som seer hele tiden distanceret fra deres forhold. Vi kommer med andre ord aldrig ind på livet af dem, hvilket gør det umådelig svært at tro på deres storslåede kærlighed.

Værst af alt, så begår Zemeckis den størst synd af dem alle, ved at gøre filmen umanerlig kedelig. Jeg har aldrig nogensinde tidligere set en spion/kærlighedsthriller, hvor så lidt skete. Der bliver brugt så meget tid på at bygge op til de eneste to spændingssekvenser, men når spændingssekvenserne er det modsatte af spændende og alt ser ud som om det er computergeneret, så er det næsten umuligt at blive grebet af noget som helst.