Christopher Plummer er god som virkelighedens Onkel Joakim
I All the Money in the World, følger vi den absurde, men sande historie om kidnapningen af verdens rigeste mand J. Paul Gettys barnebarn. Da Gettys barnebarn en sommer i 1970’erne bliver kidnappet i Italien, er det med henblik på at opkræve en klækkelig løsesum, men selvom Getty måske er verdens rigeste menneske, så holder han sig ikke for fin til at forhandle om prisen. Herefter tilspidser situationen sig kun mere og mere, på måder som kun er troværdige, fordi det faktisk fandt sted.
Plummer er god, men hvad med de andre?
Den største præstation i filmen bliver uden tvivl leveret af 88-årige Christopher Plummer. Det er ingen hemmelighed, at han angiveligt indspillede alle sine scener på bare 9 dage, men den største overraskelse er imidlertid, ikke bare, at han er god, men også at han faktisk også er den mandlige hovedrolle. Til trods for hans fornemme alder, er han med i en lang rækker scener, og formår endda, at fremstå troværdig som den nærige, men utroligt succesfulde J. Paul Getty. Hvor Plummer har en tyngde i hans tilstedeværelse, så er Mark Wahlberg derimod virkelig malplaceret i rollen som tidligere CIA-agent, og nuværende sikkerhedschef for Getty. Selv hvis man ser bort fra Wahlbergs store vægttab, mellem de oprindelige scener, og de hasteindkaldte genindspilninger, så tror man aldrig nogensinde på, at han er en garvet og klog analytiker, der forstår at forhandle med hver en mand. Det ligger bare ikke til Wahlbergs karakter.
Til trods for al virakken omkring tilblivelsen af filmen, for slet ikke at tale om det groteske i den sandfærdige historie, så forbliver det en underligt afdæmpet og næsten magelig oplevelse. Det er selvfølgelig lidt absurd at klandre en fortælling fra det virkelige liv for at være meget stereotyp, men ikke desto mindre er det lige netop det, den er. Manuskriptforfatter David Scarpa har vinklet historien, så det føles som om vi har set det hele før, og selvom vi ser en blodig og brutal se, hvor en person får sit ene øre skåret af, så er det aldrig rigtig medrivende, fordi vi aldrig rigtig komme ind på livet af nogen af personerne.
J. Paul Getty er en nærig Onkel Joakim-type, men filmen kommer aldrig i nærheden af at besvare hvorfor han er endt sådan, ligesom Michelle Williams aldrig bliver til mere end en fortvivlet og rystet mor, der magtesløst forsøger at redde sin søn. Denne overfladebehandling af persongalleriet er meget besynderlig, hvis man kender til efterspillet, som er en langt mere interessant historie, der desværre heller ikke er med her.
All the Money in the World, ender derfor som en på flere måder forspildt chance. Christopher Plummer skal have alverdens ros, for at levere en pragtpræstation, selvom den måske ikke ligefrem er i manuskriptet, ligesom det også er beundringsværdigt, hvor hurtigt Ridley Scott har reddet sin film efter Kevin Spacey-skandalen. Men selvom filmen i perioder er effektfuld og har en Oscarnomineret birolle, så bliver den i sidst ende svigtet af et manuskript, der forsimpler virkeligheden på en måde, som slet ikke er nødvendigt, og forhindrer filmen i for alvor at blive medrivende.
