Et stærkt og originalt portræt
All of Us Strangers er instruktør Andrew Haighs seneste film. Ligesom med 45 år, finder han nye måder at behandler temaer som ensomhed, kærlighed og sorg på rørende og original vis.
Baseret på en japansk roman, men tilpasset en britisk kontekst, følger vi den middelaldrende Adam (Andrew Scott). Han er manuskriptforfatter, men lever en meget ensom tilværelse i det, der vel må være Londons eneste tomme boligkompleks, hvor han bare sidder for sig selv og stirrer på den blanke side. Da vi møder ham, har han lige sat sig for at skrive om sine forældre, der døde i en ulykke, da han var 12 år. Da han tager over for at besøge sit barndomshjem, finder han dog til sin store overraskelse begge sine forældre, som de så ud for 30 år siden. Samtidig med dette magiske møde, indleder han også et forhold til sin noget yngre nabo Harry (Paul Mescal), der også har sit at kæmpe med.
Virkelighed eller fantasi
Filmen er en blanding mellem magisk og socialrealisme, men mere end noget andet er det en meget følsom skildring af mennesker. Det hele bliver båret af stærke præstationer fra ikke bare Scott og Mescal, men også Jamie Bell og Claire Foy som Adams forældre. Andrew Scott er eminent i rollen som Adam, der er så plaget af skyld, vrede, længsel og ikke mindst internaliseret homofobi, som aldrig fik den anerkendelse fra sine forældre, som han sådan hungrede efter, fordi de gik bort, inden det kunne ske. Gennem forholdet med den noget meget udadgående Harry, dannes en sårbarhed og omsorg, der er virkelig rørende, selvom man hele tiden sidder med følelsen af, at der er en twist lige om hjørnet.
Ironisk nok, er relation mellem Adam og hans forældre mere lige til, til trods for skæret af magisk realisme. Forældrene får ikke bare mulighed for at lære deres voksne og homoseksuelle søn at kende, men bidrager også med et historisk perspektiv, da de bl.a. er farvet af aids-frygten, der var dominerende i 80’erne.
Mister retning til sidst
Filmen er dog ikke fejlfri. Flere passager, særligt i midten, fremstår noget retningsløs og gentagende, ligesom skellet mellem autenticitet og melodramaet ikke altid er lige elegant. Der bliver heller ikke gjort noget forsøg på at forklare de overnaturlige elementer, ligesom slutningen nok vil efterlade en del med en dårlig smag i munden. I løbet af de sidste minutter, går filmen pludselig fra at være et interpersonelt drama, til at være en thriller med twists, der var utilfredsstillende allerede for 30 år siden, da Shyamalan gjorde det mainstream.
Når All of Us Strangers er bedst, er det en inderligt rørende skildring af Adams følelsesliv, med alt hvad det inkluderer af seksualitet, sårbarhed og længsel. Blandingen mellem virkelighed og fantasi skaber en unik og til tider også smuk fortælling, hvor fortiden kan omfavnes af fremtiden. Den røde tråd bliver måske tabt til slut, men jeg håber, at Andrew Haigh vil blive ved med at lave lige så originale og personlige film i fremtiden.
