Endelig en skræmmende Alien-film
Det er meget rart med en gyser, der faktisk giver sig selv tid til at opbygge en ubehagelig atmosfære. Vi ved alle, at i en Alien-film, er det kun et spørgsmål om tid, inden den altødelæggende Xenomorph dukker op og fortærer alt på sin vej. Det, der så kendetegner de vellykkede kapitler i serien, er, hvordan der bygges op til den uundgåelige konklusion, og det er heldigvis noget instruktør Fede Alvarez er virkelig god til. Hvad end det er gyserfilm som Don’t Breath og remaken af Evil Dead, eller thrilleren The Girl in the Spider’s Web, så har han sans for at invitere os nænsomt og elegant indenfor, før det hele går af sporet.
I Alien: Romulus er vores indgang til universet gennem mødet med kvinden Rain, der lever på en minekoloni et sted ude i den fjerne og mørke galakse. Her arbejder hun troligt, indtil hun en dag kan få lov til at rejse væk. Den dag virker dog fjernere end nogensinde før, så da en uklar, men enkel mulighed byder sig, for ændre på tilværelsen, skal der ikke meget til for at overtale hende. Sammen med en håndfuld andre kolonister, tager de afsted, men det er selvfølgelig ikke så ligetil en rejse, som de havde håbet på.
En atmosfærisk hyldest til science-fiction universet
Det lyder unægtelig som en film i Alien-universet, og denne genkendelighed er da også noget, som denne bærer med stolthed. Selvom der er hele seks film i serien, er det småt med produktioner, der virkelig tør give sig tid. Vi skal strengt taget hele vejen tilbage til den første Alien fra 1979, for virkelig at finde en af titlerne, der overhovedet var interesseret i at bruge tid på opbygningen, før al ødelæggelsen begyndte at finde sted. Og det samme er denne produktions styrke.
Der bliver brugt en masse tid på at etablere, hvilken verden Rain lever i. Denne lavteknologiske, hyperindustrialiserede, men også troværdige verden, hvor teknologien kun lige præcis er på et højt nok niveau til at tillade intergalaktiske rejser, er noget, der skiller denne film ud fra alle mulige andre gysere, om det farlige ydre rum.
Allerede inden Rain træffer valget om at tage ud på sin rejse, føler man med hende, og kan fuldstændig sætte sig ind i, hvad hun kæmper med i sit liv. Et liv, i en verden, der på ingen måde værdsætter det enkelte menneske. Værre bliver det selvsagt også, da Xenomorphen endelig træder ind på scenen, for hvem det udelukkende handler om destruktiv overlevelse.
En stilsikker produktion
Herfra skulle man måske tro, at alt bare kørte på automatpilot, men det er heldigvis langt fra tilfældet. Der er masser af små referencer til tidligere film i serien, men det når aldrig til et niveau, hvor det overskygger eller forhindrer filmen i at stå på egne ben. Forhindringerne er overraskende innovative, og både setdesignet og den visuelle historiefortælling er på så højt et niveau, at man bare må lade sig overgive til en sanseoplevelse, hvor man fanger sig selv i at frygte for ens liv, når karaktererne på skærmen gør det.
Hvis man dog skal være lidt kritisk, er dele af ensemblet lidt for arketypisk til tider. De er ikke alle lige slemme, men flere af dem eksisterer næsten alene for deres plotfunktion, og dybden er også derefter. Ingen er decideret rædselsfulde, men Rain spillet af Cailee Spaeny og David Jonsson som den svært gennemskuelige Andy er helt klart dem med mest kød på karakteriseringen, og de overstråler da også alle andre i besætningen.
Alien: Romulus er en rigtig, rigtig god Alien-film og en bundsolid gyser. Den dybe tallerken bliver ikke genopfunden, men efter to rædsomme forsøg i form af Prometheus og Alien: Covenant, er det rart med en produktion, der er så gennemført fra start til slut. Det lykkes nok aldrig at genskabe oplevelsen fra den oprindelige Alien, hvor fortælletempoet var helt afdæmpet, men vi kommer tæt på her. Alle de elementer, der udgør en god gyser, atmosfæren, spændingen og ikke mindst de skrækfremkaldende billeder, er til stede. Når det så ovenikøbet er i selskab med et af de mest ikoniske monstre filmhistorien nogensinde har set – hvad mere kan man så ønske sig?
