Socialrealisme og romantik i en varm symbiose

Der er ingen tvivl om, at Ali & Ava er en romantisk film, i den klassiske forstand. Vi frygter ikke så meget for karakterernes ve og vel, men bruger derimod mere tid på eksempelvis at vise deres meet-cute, eller at udforske forholdet mellem to vidt forskellige mennesker, der alligevel komplementerer hinanden vildt godt.

Det særlige ved denne film er imidlertid, at den skildrer en del af samfundet, som meget sjældent får lov til at blive portrætteret både ærligt, men også kærligt. Den sociale underklasse i England er nem at hade, fordi de ofte bliver karakteriseret som værende larmende, voldelige og ubehøvlede. Og selv hvis det var tilfældet, er de færreste mennesker defineret ved deres værste sider. Filmen viser, gennem portrættet af de to forvirrede og ensomme titelkarakterer, at der er så meget varme og humor at finde, hvis man er villig til at se bort fra de mest generaliserende stereotyper.

Voksenromantik
Filmen tager heller ikke skade af, at Claire Rushbrook som Ava, og Adeel Akhtar som Ali, er nogle dygtige skuespillere, som kan sige så meget med bare et blik eller et åndedræt. Personligt synes jeg også, det er fedt, at vi har at gøre med skuespillere, som er middelaldrende, og ikke er bange for at vise det. Deres grundlæggende problemstillinger hører ligeledes til i voksenlivet, hvor det ikke handler om at opnå drømmejobbet, men fx mere om, hvorvidt Avas søn kan acceptere, at hans far var voldelig og racistisk, eller om Ali kan acceptere, at han og konen faktisk har bedst af at blive skilt.

Ali & Ava er måske ikke den mest fængende film i verden, men æstetikken, fortællingen og persongalleriet, passer perfekt til det miljø, som denne kærlighedshistorie udspiller sig i. Det er socialrealisme og romantik, når det er bedst, fordi det er hudløst ærligt, og det er ikke svært at forstå, hvorfor den var nomineret til årets bedste britiske film ved den seneste BAFTA-uddeling.