En god film, der kunne have været fantastisk

Erik Clausen spiller i Aldrig mere i morgen den aldrende, men stadigt højtelskede og dygtige kunstner Thorvald. I sit efterhånden lange liv har han nået at malet et utal af smukke malerier, at blive gift to gange og få to børn. På mange måder lever Thorvald det gode liv med sin smukke unge kone, deres lille pige og alle hans malerier og penge. Men da Thorvald falder om under et interview om kunsten i hans liv, får han pludselig mulighed for at se sit liv med andre og mere vakte øjne.

Af Clausen om Clausen
Aldrig mere i morgen var for mig i højere grad en hyldest af Erik Clausen selv end en film om døden. Det prægede filmen hele vejen igennem og ødelagde det ellers fine budskab om, at vi må acceptere døden for at leve. Det er et emne, som man kan vinkle på mange interessante måder, men i stedet ender det som en legeplads for Clausen, hvilket jeg synes er virkelig ærgerligt.

Clausen kunne have valgt, at give plads til en anden skuespiller i stedet for selv at indtage hovedrollen. Filmen bliver på mange måder en film om Clausen, og det er jeg ikke specielt interesseret i.

Selve fortællingen om kunstneren, som tror han har fundet ud af sandheden om livet og kunsten, men som i virkeligheden har domineret og forsømt sine kære, er i grunden meget fin. Men Aldrig mere i morgen når bare ikke videre end til overfladen af denne fortælling. I stedet hives mange forskellige historier og effekter i spil, som er med til, at vi aldrig rigtig når i dybden.

Slutningsvis må jeg derfor sige, at Aldrig mere i morgen er en fin film til en søndag aften foran fjernsynet, men den bliver desværre ikke til mere end det. Og det er på trods af, at Bodil Jørgensen spiller en flyvsk og drillende engel.

Filmen får derfor af mig tre stjerner. Fin historie og fint skuespil, men det bliver ved det.