Retten til at synge, når man ikke har en stemme
A Sister’s Tale er en stærk film, der virkelig sætter fokus på de åbenlyse problemer i det patriarkalske, iranske samfund. Filmen starter ellers ikke med at have et fokus på kvindernes rolle i Iran, men om noget så simpelt som et ønske om at synge.
Siden det iranske regimes indtog i 1979, har det været forbudt at synge offentligt for kvinder, da det kan virke ophidsende for mænd. De ”stakkels” mænd. Det er dog ikke ensbetydende med, at sanglysten er forduftet, men blot, at den i stedet er blevet skubbet ud i mørket. Her møder vi husmoren Nasreen. Hun er fanget i et traditionelt ægteskab med en fraværende og konservativ mand. Hendes eneste opgave her i livet er at tage sig af hjemmet og sine to børn. Drømmen om at synge har dog været livslang, og selvom det er op ad bakke, bliver hun ved med at kæmpe for retten til at synge.
Optaget hen over syv år af hendes søster, Leila Amini, får vi lov til at følge denne rejse. Og det er på mange måder en rystende konfrontation med, hvordan kvinderne er andenrangsborgere i alle henseender. Nasreen er fx på et tidspunkt nødt til at låne penge af sin søn for at kunne gå til sangundervisning, så lidt er hun værd som kvinde i Iran. Den betændte familierelation kan dog ikke vare ved, og kollapser derfor ikke overraskende hen over årene.
Portrættet går også langsomt fra at fokusere på en fastlåst sangfuld, til at opridse de mange påtaget roller, der skal til, for at fastholde et system, hvor alle er ulykkelige. Nasreens egen familie består udelukkende kun af hendes to søstre og en gammeldags mor, og det er dybt tragisk at se, hvordan de alle frygter for Nasreens oprør, fordi det kan ramme dem alle. Moren tager konsekvent den fraværende ægtemand i forsvar, men det eneste argument er, at alle andres liv bliver nemmere, hvis bare Nasreen holder ud.
Der er ikke meget lys for enden af tunnelen. De ikkeeksisterende rettigheder for kvinder i Iran er ikke noget nyt, og var allerede fåmælte, før regimet tog over i 70’erne. Så selvom det ender som en tragedie, er det alligevel en smule opløftende at se, at uanset hvor småt ønsket om at synge en sang end måtte være, kan det stadig lade sig gøre. Det er bare ikke let, når man er fanget i et ødelagt samfund.
