Den lavmælte gyser er tilbage
Mens vi venter på den tredje film i John Krasinskis monsterunivers, får vi meget passende oprindelseshistorien. A Quiet Place: Day One tager os nemlig med tilbage til den dag, hvor de lydfølsomme monstre invaderede Jorden. Her møder vi kvinden Sam (Lupita Nyong’o), som er dødeligt syg og derfor bare modløst tilbringer sine sidste dage på et hospice. Hun genfinder dog sit overlevelsesinstinkt, da invasionen begynder, og ender med at danne et umage makkerpar med den unge Eric (Joseph Quinn), mens de begge forsøger at finde en vej ud af New York.
Har du set nogle af de forrige A Quiet Place-film, så ved du, hvad du får. Det er vellavet uhygge, med en konstant svingning mellem de lavmælte åndehuller, hvor menneskeligheden får lov til at folde sig ud mellem karaktererne, krydret med højlydt action, når de drabelige monstre unægtelig får færden af menneskerne, der bare ikke er i stand til at tie stille.
Genkendeligt gys
Den nye kulisse med New York, puster lidt liv ind i et koncept, der efterhånden er ved at være lidt tyndslidt, og det er da også let at lade sig blive forført af den genkendelige struktur, når det er i selskab med så dygtig en skuespiller som Lupita Nyong’o, der virkelig kan sige meget uden at ytre et ord. Hendes samspil med Joseph Quinn og ikke mindst katten Frodo, er det, som skal fastholde ens interesse hele vejen igennem, og det lykkes meget godt, da de har en god kemi.
Dybsindigt eller nyskabende bliver det dog aldrig. Filmskaberne lader slet ikke til at være interesseret i at udfordre ens forventninger, og det har vel også sin plads, at man ikke skildrer med en falsk varedeklaration – men lidt innovation har aldrig skade noget.
A Quiet Place: Day One leverer det gys, som man kender det fra de forrige film i serien. Det er stadig engagerende at være del af en biografoplevelse, hvor publikum inviteres til at holde vejret i stedet for at larme så meget som muligt, men John Krasinski og co. skal også snart til at finde på noget nyt, fordi der er en grænse for, hvor meget man kan gentage sig, før det begynder at blive trivialiseret. Et par stærke præstation af Lupita Nyong’o og Joseph Quinn bidrager dog med lige præcis nok til, at man ikke begynder at kende sig. Så hvis du er fan af universet, kan du trygt gå ind og se denne prequel uden at blive skuffet.
