En actionfyldt toer

Det er ikke nogen hemmelighed, at John Krasinski ikke havde nogen efterfølger i tankerne, da han lavede den kreative og effektfulde A Quiet Place for tre år siden. Det kan dog desværre ses i toeren, hvor man allerede fra starten af, kan mærke fraværet af hans faderskikkelse fra den første, der var en altomsluttende figur, som virkelig bandt fortællingen og familien sammen. Og selvom filmen her, forsøger at udfylde det hul han efterlader, er det som om historien aldrig rigtig kommer i gang, og ender med at være for søgt og ikke nær så gennemtænkt, som i første omgang.

Ud i blockbusterland
A Quiet Place 2 fortsætter fra samme sekund, hvor den forrige sluttede. Væk er familien Abbotts sikre tilværelse og væk er den samlende figur. Det burde give masser af muligheder for at udforske den postapokalyptiske verden, der blev brugt meget tid på at etablere i den første, og der er da også spandevis af muligheder for at bearbejde et traume på film, men her ender det desværre ud i en moderne blockbusterstil.

Det vil sige, at historien udspiller sig over meget kort tid, vi springer fra den ene actionsekvens til den anden, og det er kun i meget få glimt, at vi kommer ind på livet af disse mennesker, der forsøger at overleve i en verden, hvor den mindste lyd kan slå en ihjel. Stilen er velkendt og godt brugt, fordi den fungerer, særligt når man gerne vil nå bredt ud, men hvor monstrene i den første var uhyggelige, fordi man sjældent så dem, og vidste, at så snart de dukkede op, måtte en person lade livet, fremstår de ikke nær så frygtindgydende i anden omgang.

For de kan ikke rigtig gemme sig i baggrunden længere, hvis man gerne vil have en masse action. Så ligesom terminatoren, der engang var en skrækindgydende dræbermaskine, men efterhånden mistede slagkraft, så begynder det uhyggelige ved monstrene her, også langsomt at blive udvandet, efterhånden som karaktererne overlever flere og flere af dem.

Stadig stilfuld og elegant
Men selvom selve plottet måske ikke er det mest interessante, og er en tand for action fokuseret til min smag, så er universet stadig dybt fascinerende. Der er noget unikt og meget uamerikansk elegant over Krasinskis dommedagsverden, hvor effekterne ikke er totalt overgearet, men fokuserer på det mere intime drama. Han er også stadig virkelig god, til at få publikum i en biografsal til at tie helt stille, hver gang et monster dukker op på lærred.

Og i de få stunder, hvor tempoet falder i filmen, er familien Abbott også et godt bekendtskab. Det hjælper også på det, at ensemblet er enormt godt castet, hvor de to børn i familie faktisk overstråler Emily Blunt gennem deres autentiske præstationer.

Derfor er det ikke desto mindre frustrerende, at Krasinski øjensynligt ikke rigtig har kunne finde på en historie, som både skubber den interpersonelle historie frem og udvider universet, i hvert fald i denne omgang.

For A Quiet Place 2 virker mest af alt, som det første skridt i retning af at gøre serien til en decideret franchise. Vi får set mere af verdenen i den her film, men meget bliver også overladt til ens fantasi. Så selvom filmen måske ikke er så stor en succes for mit vedkommende, må jeg dog stadig anerkende, at den er meget vellavet. Og så vil jeg bare se frem til det næste kapitel, hvor Krasinski og konen forhåbentlig får stablet en bedre fortælling på benene.