Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Charlie Siem er en rigtig snob. I den første scene af A Modern Man bliver vi introduceret til Siem, da han skal købe en Porsche, og selvom han er farveblind, så vælger han alligevel den i orange, hvorefter han næsten skøjtende glider ned ad bjergvejen mod sin nye bil. Det er sådan noget, man ikke kan finde på, og hans forhistorie er også bedre, end noget en forfatter ville kunne skrive.
Charlie Siem er født og opvokset i en britisk rigmandsfamilie. Formuen er blevet skabt gennem den norske fars evner som entreprenør, så han har ikke manglet noget i sin opvækst – i hvert fald materielt. For som han selv siger, så har han aldrig oplevet nogen stor opbakning, eller for den sags skyld interesse for hans musikalske evner, og han har hele tiden haft indtrykket af, at hans forældre inderst inde helst ville have ham over i fars forretning. En udtalelse, som de ikke siger ham imod.
På trods af alt det han har fået givet, og et liv, der er som skabt til at tage den lette vej, så er han alligevel endt som talentfuld og dedikeret førsteviolinist.
Gennem filmens rejse tegner Eva Mulvad et portræt af en mand, der på overfladen har det hele – penge, udseendet, talentet og kontakterne – men på trods af alt dette er en dybt ulykkelig og ensom person. De mange timers øvelse i isolation, og hans lidt usympatiske facon har gjort ham til en mand uden nogen nære relationer.
Det er tydeligt, at han ikke ligefrem er den mest empatiske person, men man får indtrykket af, at det til dels skyldes det kompetitive miljø, og i allerhøjeste grad den opdragelse han har haft, samt de ambitionerne han har fået mast ned over hovedet.
De fleste, inklusiv mig selv, kan måske ikke identificere sig med alle hans problemer, men de er i høj grad moderne problemer, hvor intet nogensinde er nok, hvor nære relationer er næsten umulige at finde, fordi teknologien har gjort os så diffuse, og hvor et lykkeligt liv altid er uden for rækkevidde. Om ikke andet er det faktisk en fornem dekonstruktion af idealet om ‘Den moderne mand’.
