En film med hjertet på rette sted
Søren Kragh-Jacobsen forsøger med filmen Lille sommerfugl at beskrive det danske samfund. Det er noget af en mundfuld, ikke bare fordi det danske samfund rummer sig meget, til trods for den lille befolkning, men også, at det kan være svært at favne alle nuancerne i løbet af en enkelt spillefilm. Ikke desto mindre virker det som målet med filmen her, hvor familier og venner fra nær og fjern samles i anledning af et guldbryllup, mellem Ernst og Louise, spillet af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster, der har været gift i 50 år.
Masser af karakterer, ikke den store dybde
Man kan allerede se for sig, hvordan den kunstneriske og venstreorienterede søn, helt naturligt kommer i karambolage med sin aldrende far, der som en livslang landmand ikke har meget tilovers for de fremmede, om mest af alt værner om sin egen stolthed. Kontrasterne står i kø, og der er i hvert fald ikke mangel på drama eller karakterer i persongalleriet. Det store spørgsmål er imidlertid ikke, om der er mange karakterer, og om det er på papiret, ser godt ud, men om der i praksis bliver sagt noget dybere med filmen end, at vi ganske vist er forskellige, men der skal være plads til alle. Og svaret er desværre nej.
Der er masser af melodrama der hen over aftenen blusser op, men de fleste sidehistorier løber ofte bare ud i sandet, og fylder for det meste bare spilletiden ud. Med andre ord er det et pænt sløset manuskript, hvor tiden bliver brugt alt andet end effektiv til at fortælle historien, som i sidste ende også små erklære sig fallit, med et meget letkøbt budskab om, at man ikke skal være så racistisk. Det er ikke det filmen handler om, for den handler om familie og forskellige liv på tværs af generationer, men karaktererne får ikke lov til at udvikle sig eller sige noget meningsfuldt, så den eneste røde tråd bliver, at racisme er en dårlig ting.
Lille sommerfugle er på ingen måde en ny festen. Den er ganske vist ambitiøst, og vil gerne portrættere masser af forskellige liv i det danske samfund, men er alt for sløset i sine karakterbeskrivelser, for slet ikke at nævne den til tider pinagtige dialog. Havde det ikke været for en velspillende Jesper Christensen, som er tiltalende både når han opfører sig som et dumt svin, og en afstumpet far, havde der ikke været meget nævneværdigt ved filmen. Men selvom projektet ikke helt lykkes, fortjener filmen alligevel ros, for at være så ambitiøs. Det er en film med hjertet på rette sted, som ikke helt får indfriet sine store ambitioner.