En solid instruktørdebut

Det er en meget empatisk historie som Viggo Mortensen har valgt at fortælle i sin instruktørdebut. Det er en historie, som de fleste af os nok kender til i en eller anden grad, om det inderlige ønske om at blive elsket for den man er. I filmen her bliver det manifesteret i et forhold mellem en gammel og demensramt far, spillet af Lance Henriksen, der altid har behandlet alle omkring sig nedværdigende, og så relationen til hans fulde voksne homoseksuelle søn, spillet af Viggo Mortensen, der til trods for, alt han har været igennem, stadig gerne vil have, at hans far siger han elsker ham.

Handlingsforløbet springer skiftevis medlem flashbacks og faderens besøg hos sønnen i Californien, hvor de skal lede efter et sted til ham, da hans sygdom gør, at han ikke længere kan bo alene på gården i Kentucky. Det fører unægtelig til en masse stridigheder, der bunder i fortidens kvaler og det er helt klart det mest interessante i filmen at se, hvordan fortiden farver nutiden, og hvor helt igennem rædselsfuld faderen har været overfor alt og alle i sit liv.

Skuespillet i centrum
Filmen bliver derfor også båret af skuespillerne, hvor det ikke overraskende er Lance Henriksen og Viggo Mortensen, der skiller sig positivt ud. Det er dem som får alle de gode scener, hvor følelserne virkelig bliver krænget ud, og de fremfører dem også ganske enkelt troværdigt. Men ud over forholdet mellem far og søn er der ikke så meget andet tankevækkende, dybdegående eller for den sags skyld virkelig fængende i filmen. Det er egentligt fint nok, da en film sagtens klare, ’kun’ at skulle tackle ét tungt emne, som forholdet mellem forældre og et voksent barn, men resten af persongalleriet er mest af alt statister i deres livslange konflikt.

Falling er en solid debut af Viggo Mortensen i ikke bare instruktørstolen, men også som forfatter. Det er tydeligt, at han er en meget empatisk mand, fordi det kræver en vis empati at skrive en historie som denne, hvor den ene af hovedkaraktererne er en på alle måder rædselsfuld person, men hvor filmne alligevel tager dem lidt i forsvar og forsøger at vise, hvor et menneskes negative sider kan vokse sig store over tid. Der er et par gode skuespilspræstationer af Lance Henriksen og Viggo Mortensen, men der er ikke meget andet, i denne meget intime filmoplevelse.