Et kammerspil af en krigsfilm

I Erna i krig følger vi titelkarakteren spillet af Trine Dyrholm, der lever som enlig mor i Sønderjylland sammen med sin ikke særligt begavede adoptivsøn, der til trods for, at han på ingen måde er egnet, alligevel bliver hvervet af den tyske hær til at kæmpe under først verdenskrig. Hun er dog en handlingens kvinde, og vil ikke bare se til, mens hendes eneste søn går en stensikker død i møde. Denne ihærdighed resulterer i, at hun udgiver sig som en mandlig soldat, for at deltage i krigen og dermed kunne holde øje med sin søn.

I krig med sin præmis
Allerede fra filmens begyndelse står det klart, at historien er i vanskeligheder. For uagtet om man synes det er en moralsk fornedrende ting eller ej, uagtet hvilken politisk overbevisning man har, så er det nærmest tåbeligt, at filmen handler om en kvinde som Trine Dyrholm, der udgiver sig for at være dansk-tysk soldat under første verdenskrig.

Første verdenskrig var mere end nogen anden kendetegnet ved et utal af ofte meget unge mænd, der løb døden i møde til ingen verdensnytte, og der var ikke nogen kvinder på frontlinjen. Derfor er filmen nødt til at hoppe igennem en masse krumspring, før vi som publikum overhovedet kan tro på, at Erna på noget tidspunkt kan ende på frontlinjen, da hun bliver spillet af Trine Dyrholm som man ikke kan påstå ligner en mand. Ikke nok med, at vi som publikum skal tro på den ene belejlighed efter den anden, så ender det også med at skade resten af filmen, fordi der bliver brugt så meget tid, energi og fokus på at retfærdiggøre præmissen, at historien aldrig rigtig kommer i gang.

Uden at afslører for meget af handlingen, er vi meget langt fra 1917, der ikke bare ramte krigens ånd, men også var en visuel og fængende filmoplevelse. Selvom en stor del af filmen her foregår i fronten, kunne det lige såvel har været et helt almindeligt dansk kammerspil, der udspiller sig et uspecifikt sted på den jyske hede.

Skuespillere på autopilot
Den store redning må derfor næsten være Trine Dyrholm, der igennem de sidste mange år har været den ubestridte dronning af dansk film, som næsten årlig deltager ved de danske filmpriser. Desværre gør filmene her heller ikke hende nogen tjenester. Hun kører nærmest på autopilot i filmen her. Selvom hun er troværdig som en modløs kvinde, hvis største mening med tilværelsen er at beskytte sin søn, så udstråler hun aldrig nogen moderlig varme, til trods for, at hun er villig til at gå i krig for at beskytte ham. Anders W. Berthelsen gør dog om en lidt bedre figur, da han som den eneste er meget afdæmpet og rolig i sit spil, hvilket står i skærende kontrast til rædslerne omkring dem.

Erna i krig løfter sig aldrig nogensinde rigtigt op fra den kammerspilpræmis, den ligger for dagen, med mennesker der sidder i rum og udveksler holdninger, mens første verdenskrig udspiller sig i baggrunden. Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm er på autopilot, mens Anders W. Berthelsen gør det lidt bedre. Udover disse tre skuespillere er der dog ikke meget nævneværdigt ved filmen her, desværre. Jeg ville ønske, at jeg havde mere positivt at sige, da jeg aldrig finder det sjovt at skrive så negativt om en film, særligt når den er dansk – og så i disse mærkværdige tider vi lever i.
Det ændrer dog ikke ved, at filmen her er umanerlig kedelig, langtrukken, intetsigende og en gennemgående trist oplevelse.