Her 45 år efter Jack Nicholson leverede en oscarvindende præstation i Gøgereden, giver Ryan Murphy og Netflix nu et bud på, hvordan den modbydelige Nurse Ratched, endte med at blive så ondsindet. Det er det store mysterium, og drivkraften i serien, hvad er målet egentlig for Ratched? Vi ser hurtigt, at hun er en mesterlig løgner, men er hun bare en stjerne psykopat eller ligger der noget mere bag? Svarene viser sig hurtigt at være uinteressant, for det viser hurtigt, at skaberne har været mere optaget af stilen i serien end noget andet.
SAEED ADYANI/NETFLIX
På mange måder peger seriens fortællestil i retning af den tidsperiode som serien udspiller sig i. Det er ikke bare i det politiske spil, kønsroller og designet, at man kan se, at historien udspiller sig i 1940’erne. Det er også i den meget, meget dramatiske og teatralske stil, at produktionen minder om gamle sort/hvid film. Det visuelle og den maniske underlægningsmusik passer dog meget godt sammen, for der er ikke så meget som ét sekund, hvor man får lov til at dvæle ved et øjeblik, eller tænke selv, for musikken (og den ekspositionstunge dialog), skal nok fortælle dig, hvad du skal føle.
SAEED ADYANI/NETFLIX
Om det er en god ting, ved jeg ikke ligefrem. Det gør det ikke mere autentisk, for den teatralske stil med et øredøvende orkester i baggrunden var ikke ligefrem virkelighedsnært. Det kan godt være, at det engang var den normale måde at præsentere en historie på, men der er en grund til, at film og særligt serier, der har fokus på narrativet, er blevet meget mere tilbageholdende og afdæmpet hen over årene. For man behøver slet ikke at vise alt, så dem på bagerste række kan følge med. Man behøver heller ikke skrue helt op for kontrasten, så det hele mere ligner en slikbutik, end noget fra den virkelige verden, for at vise, hvor skæve karaktererne er. Det er ikke et teaterstykke, og man har langt flere virkemidler i sin værktøjskasse. Det er helt klart film- og seriemediets stærkeste force, at man i modsætning til teater og radio, faktisk har muligheden for at være subtil, men den bliver altså ignoreret her.
Sarah Paulson er den, der profiterer mest ved denne meget eksplicitte fortællestil. Først og fremmest, fordi hun er en dygtig skuespiller, men også fordi, det virkelig giver plads til, at hun kan tygge sig igennem scenerne, og være helt grotesk ondskabsfuld.
SAEED ADYANI/NETFLIX
Efter at have set alle 8 afsnit i sæsonen, står jeg stadig tilbage med et kæmpestort spørgsmål, som er, hvorfor eksisterer den her serie overhovedet? Der er ikke den store respekt for hverken den oprindelige bog eller Jack Nicholson filmen fra 1975, der er heller ikke noget nyskabende eller for den sags skyld bare noget andet end klichéer, som serien byder ind med. Det er i det hele taget en ganske uinteressant omgang, som Ryan Murphy og kompagni har støbt sammen. Sara Paulson spiller alt det hun kan, og er nederdrægtige, som kun Kevin Spacey kunne være det, dengang han spillede Francis Underwood i House of Cards. Det er dog bare alt for lidt her i 2020, og de farverige kulisser opvejer ikke for den ekstremt forudsigelige og langtrukne fortælling, der tydeligvis er planlagt til at strække sig over alt for mange sæsoner.
Ratched kan ses på Netflix fra i dag.
