Det er virkelig ikke nogen god reklame for Midtvesten i USA. I filmen The Devil All the Time følger vi en række skæbner, som på den ene eller anden måde bliver uforanderligt påvirket af religiøs fanatisme. Lad mig også bare med det samme slå fast, at det ikke er nogen film for sarte sjæle, da der ikke bliver holdt igen med at vise, hvor destruktivt kristen fanatisme er i det her tilfælde.
Vi møder bare den ene tragiske skæbne efter den anden, og man skal virkelig være lavet af stål for at undgå at blive ekstremt nedtrykt af at se filmen. Misforståelse på misforståelse former disse menneskers liv. Det hjælper også på den tilfældige måde historien former sig på, at den udspiller sig i halvtredserne og tresserne, midt ude på landet i West Virginia, langt væk fra den moderne civilisation, hvor det er meget mere troværdigt at tingene udvikler sig på denne lettere tilfældigt.
Hvis filmen skal koges ned til noget, så er det, en manifestering er vendingen ”a vicious circle” eller på dansk ”en ond cirkel”. For gennem hele generationer ser vi, hvordan forældrenes dårligdomme går i arv og ødelægger deres børns liv, som herefter giver igen med samme mønt. Man kan lægge i det hvad man vil. Om det er det religiøse, som filmen på overfladen handler om, om det er noget mere nutidigt om, hvordan den nuværende generation ødelægger jorden for den næste, om det bare er en dårlig reklame for livet på landet, eller om det er et varsel om, hvordan dårlige valg spreder sig som ringe i vandet. Det er sådan set op til øjet, der beskuer.
Det er en perlerække af velkendte skuespillere som instruktør Antonio Campos har fået samlet. Det er folk som Tom Holland, Bill Skarsgård, Sebastian Stan mfl. De er ikke alle sammen lige dygtige, eller har den største bredte som skuespillere, men de er alle ekstremt velvalgte i deres roller og leverer mere end det de skal, for at være troværdige. Særligt Robert Pattinson gør en god figur, som en utiltalende pastor, der skjuler sin sande natur gennem sit job som Guds translatør.
Det er vildt spændingsfuldt og nervepirrende, fordi vi er i selskab med mennesker som på den ene eller anden måde er helt ødelagte og har en skrue løs, men også fordi vi er et sted, hvor der ikke hersker lov og orden på nogen måder. På samme måde som det gør sig gældende med Tarantino, der er kendt for at skrue en god anspændt scene sammen, så ved man også meget hurtigt, hvordan hver eneste nervepirrende situation unægtelig ender. Det tager ikke noget fra den umiddelbare spænding, men det kan heller ikke undgå at gøre begivenhederne trivielle, når man kender konklusionen på forhånd.
Værd at bemærke er også, at det er meget tydeligt, at filmen er baseret en bog. Ikke alene er den et omfattende epos, hvor vi følger generationer, men persongalleriet er også så stort, at det kan være svært at huske navnene på dem alle. Tydeligst er det dog gennem fortælleren, som binder de forskellige historier sammen, fordi det ikke altid, er lige nemt at finde hoved og hale i de mange forskellige personer og handlingsforløb.
The Devil All the Time er mere end en ganske habil thriller, for den er ikke bare vellavet, men også ambitiøs i sine karakterbeskrivelser, omfanget af livsfortællingerne og i sin tilgang til suspense. Ensemblet er velvalgt og den lange spilletid virker aldrig langtrukken, hvilket langt fra er normalen i dag. Til trods for alt dette, er der stadig intet ved filmen, som virkelig hænger ved, når rulleteksterne kører over skærmen. Man har med andre ord set det hele før, og selv om jeg ville ønske det ikke var tilfældet, er der ikke synderlig meget stof til eftertanke.
Filmen kan ses på Netflix fra i dag.