The Mandalorian: Sæson 1

Kategori Serier af - september 15, 2020
The Mandalorian: Sæson 1

Det er længe siden, at Star Wars har været så underholdende. ”Disney perioden”, der startede med The Force Awakens i 2015 har været kendetegnet ved et uhensigtsmæssigt stort fokus på nostalgi, frem for at udforske det fantastiske univers som George Lucas fandt på tilbage i slutningen af 1970’erne. Det univers som har tryllebundet børn og barnlige sjæle igennem snart 50 år, og stadig gør det, fordi det var så opfindsomt, fuldt af eventyr, og havde noget som alle kunne forholde sig til. Det var både originalt, men også genkendeligt, og det var det, der gjorde Star Wars-universet til noget helt særligt og har gjort, at det har overlevet som en af de største filmfranchises i moderne vestlige kultur.

Med den nye serie på Disneys streaming tjeneste, Disney+, kan jeg for første gang i meget lang tid pege på, hvorfor folk er så vilde med Star Wars-universet.

I serien følger man den ansigtsløse Mando. En dusørjæger, der render rundt i næsten det sammen kostume som Boba Fett, og som aldrig tager sin hjelm af. Det lyder som et forfærdeligt udgangspunkt for en karakter man skal følge og holde af, men det fungerer faktisk. Mando er nemlig ikke nogen Baba Fett, men sin helt egen karakter, der sagtens kan udtrykke sig gennem masken. Serien udspiller sig også i den åbne periode mellem episode 6 og 7, og så handler det for engangsskyld ikke om Skywalker-klanen, men om det spøjse, skøre og ikke mindst indbydende univers, med Mando som vores guide.

Gennem 8 meget dyre og relativt korte afsnit, følger vi dusørjægeren på hans færden rundt i galaksen, mens han bliver rodet ind i alverdens forskellige konflikter, men dog aldrig nogensinde på en stor skala. For noget af charmen ved denne serie er, at det hele forbliver forholdsvist personligt.

Mando er en vildt fed skikkelse at følges med, og i de 3 afsnit som jeg har set, kommer vi langsomt tættere og tættere ind på livet af ham, samtidig med, at vi hele tiden får udbygget galaksens beboere og set nye uudforsket hjørner. Alle de ting, som der normalt ikke er plads til i de foregående meget, meget episke film, der alle har skullet arbejde hen imod et planetdestruerende masseødelæggelsesvåben. Der er ikke nogen dødsstjerne i den her serie, og tak for det.

Det er dog ikke bare Mando, som de fleste mennesker vil holde af. Allerede i de første 3 afsnit kan man se, hvorfor den lille grønne baby, eller baby Yoda, som det amerikanske publikum har døbt karakteren The Child, har været så elsket en skikkelse. Det er ikke mange ord som ungen får fremstammet, men ligesom Mando, hvis ansigt vi aldrig ser, er der alligevel plads til en smittende personlighed, hos den lille grønne følgesvend.

Det er selvsagt en meget flot serie. Med et budget i omegnen af 100 millioner danske kroner per afsnit, er der ikke blevet sparet på noget, og det kan ses. Hvad end det er Mandos meget detaljerede uniform, kulisserne der er fulde af små finesser, og virker som om folk har boet i dem i rigtig mange år, eller det helt essentielle for de fleste, nemlig actionsekvenserne, er det hele fra den øverste hylde.

Noget andet som også gør serien til en fornøjelse, er ikke bare, at den visuelt og narrativt er gennemarbejdet, men at musikken også er helt sin egen og samtidig føles som om den passer som hånd i handske med dette det allerede etableret science-fantasy univers. Ludwig Göransson, som tidligere har lavet musik til serier som Community og er oscarvinder for filmen Black Panther er komponisten bag denne serie, og han har skabt en vidunderlig lydside, der formår både at kombinere western med science-fiction, på en måde, så det passer ind i Star Wars universet. Det resulterer i en række ørehængende melodier, som man ikke kan lade være med at nynne, når man har set serien.

Alt dette og meget mere gør, at det er en vidunderlig fornøjelse for første gang i rigtig lang tid at se noget med Star Wars brandet stemplet på.

Det er ikke til at sige, hvor det hele fører hen efter de første 3 afsnit, da der stadig er en masse historie tilbage at fortælle, men for første gang i 5 år, hvis ikke mere, er jeg fortrøstningsfuld, når det kommer til, hvad fremtiden har i vente.


Du kan se The Mandalorian Disney+ fra i dag.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.