Jeg har på det seneste tænkt en del over, hvordan det er, vi forholder os til film. For er det bare et produkt, der skal fortæres, som man kan måle og veje på parametre som fortællestruktur, genre og filmtekniske værktøjer, eller kan det også være decideret kunst, som rører og bevæger os på en måde, som man ikke kan koge ned til et antal stjerner eller vurdere udelukkende baseret på objektive eller saglige parametre? Svaret er egentlig lige til, for film – ligesom så meget andet – rummer potentialet til at være begge dele.
Når jeg så alligevel har fanget mig selv i at stille det spørgsmål så meget på det seneste, skyldes det nok, at det efterhånden er så lang tid siden, at jeg har haft en oplevelse, der påvirkede mig på en måde, hvor jeg ikke kunne spore årsagskæden tilbage til noget håndgribeligt. Det er i dette mindset, kære læser, det skal forstås, når jeg skriver, at jeg er vild med Charlie Kaufmans seneste metarefleksive og dekonstruerende fortælling I’m Thinking of Ending Things.
Mary Cybulski/NETFLIX
For umiddelbart lyder det unægtelig som en prætentiøs og ulidelig omgang, når man opridser filmens præmis. Vi følger en ung kvinde, der er på vej ud på landet sammen med sin forholdsvis nye kæreste, for at møde hans forældre for første gang. Det står dog allerede soleklart, mens de stadig sidder i bilen, at man godt kan glemme alt om at få en pæn lille fortælling, med en klar morale og et let spiseligt drama. Hun er så meget inde i sit eget hoved, at man ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi, og det bliver kun mere surrealistisk, når vi endelig møder forældrene.
Charlie Kaufman, der startede sin filmkarriere som manuskriptforfatter på filmen som Being John Malkovich og Adaptation, og sidenhen som instruktør på film som Synecdoche, New York og Anomalisa, er en mester, når det kommer til at være metareflekterende, altså tænkte over, at man tænker. Det kan meget hurtigt blive en ulidelig omgang navlepilleri, men Kaufman bidrager i modsætning til så mange andre, altid med stof til eftertanke, så det ikke kun er en terapeutisk øvelse for ham selv. Der er også en klar om end implicit rød tråd, der binder alle hans manuskripter sammen, og det er, at hovedkarakteren er kærlighedshungrende, uden nødvendigvis at være klar over det. Og selvom filmen her, måske er hans mest absurde til dato, kan man stadig mærke, hvordan denne desperate søgen efter kærlighed skinner igennem.
Mary Cybulski/NETFLIX
Til trods for sin surrealistiske fortællestil, er filmen i virkeligheden nærmest et kammerspil, båret af de fire skuespillere, Jessie Buckley, Jesse Plemons, David Thewlis og Toni Collette, der alle formår at sælge selv den mest absurde situation med den yderste troværdighed.
Det føles næsten forkert at give den her film en karakter, for med fare for selv at lyde prætentiøs, er det en film, hvor det i høj grad er op til beskueren, hvad man får ud af den. Når jeg sidder og ser den, sætter det en masse tanker i gang, og for første gang i lang tid, sad jeg faktisk bare stille for mig selv, mens rulleteksterne kørte, mens jeg måtte forholde mig til, hvad den her film satte i gang. Men det er virkelig en smagssag. Det er ikke en film, der er lavet for at sælge actionfigurer, eller for at lægge op til en franchise uden ende. Det er bare et selvstændigt værk, der leger med filmmediet, og som kun lever videre i dig, hvis det rører dig. Om og hvad filmen i sidste ende så gør ved lige netop dig, siger nok mere om dig, end om filmen.
Så jeg håber, kære læser, at du kan bære over med min meget emotionelle og usaglige anmeldelse. Jeg lover, at jeg nok skal vende tilbage til den mere fænomenologiske stil næste gang.
I’m Thinking of Ending Things kan ses på Netflix fra fredag d. 4. september.
