En livsbekræftende historie

Midt i 2. Verdenskrig møder vi forfatterinden Alice, der er dybt betaget af myter og folkehistorier, men ironisk nok, ikke giver særlig meget for de konservative beboere i den lokale landsby. Til trods for de billedskønne omgivelser, gør krigen dog sit indtog i Alices liv, da en unge dreng ved navn Frank bliver evakueret fra London – og hun bliver gjort til hans midlertidige værge. Til at starte med, forsøger hun at slippe af med drengen, men med tiden lærer de hinanden at kende, og så kommer vi også ind bag facaden på Alice, og finder ud af, hvorfor hendes hjerte er blevet knust, og hun er blevet så hård.

Det kan godt være, at det er en kærlighedshistorie, der binder filmens overordnede tema sammen, men plottet består hovedsageligt af forholdet mellem Alice og Frank. Det er noget af et umage par, men efterhånden som de begynder at komme hinanden ved, kommer vi som publikum også ind på livet af dem, og det er et hyggeligt og rørende bekendtskab med to solide præstationer af Gemma Arterton og den unge Lucas Bond.

En romantisk sommer på landet
Summerland er bare en rigtig pladderromantisk og sentimental film – men på den gode måde. Der er ingen mennesker, som er decideret onde, de værste er mere uvidende end noget andet, og den gennemgående konflikt kommer internt fra karaktererne, og bliver bearbejdet næsten isoleret fra omverdenen. De smukke, naturskønne og kuperede omgivelser ved Kent nær den britiske kyst, skaber en behagelig malerisk ramme, og underbygger stemningen af, at være vidne til en betydningsfuld og livsforandrende sommer. Man kan måske ikke kalde det for en rigtig coming-of-age, da hovedkarakteren i hvert fald er i midten af 30’erne, men vi følger Alice på en lang dannelsesrejse, hvor hun lærer sig selv bedre at kende.

Hvis man er bange for, at en lesbisk kærlighedshistorie også er ensbetydende med en hård tone og nogle hadske scener, kan man trygt går en og se filmen her. Der er slet ikke noget had i den her film. De mest dramatiske scener, fokuserer i stedet på sorg, og det er igen internt og ikke eksternt betonet. I virkeligheden er tonen næsten for sød. Slutningen er så romantisk og moralsk belejlig, at det næsten bliver til en børnebog i sin optimistiske og livsbekræftende konklusion på fortællingen.

Den dybe tallerken bliver ikke genopfundet her. Det er en romantisk film, som vi har set det mange gange før, og man ved, hvordan alle konflikter bliver løst. Man kan dog ikke klandre filmen for at levere det, som den skildre med – og leverer gør den. Ensemblet er charmerende og om ikke andet, er det også på sin plads, at vi får et lesbisk kærlighedsdrama, hvor det mere handler om deres kærlighed, end deres seksualitet.