Project Power er helt klart en af de bedre Netflix-film, selvom det måske ikke siger så meget igen. Den har en meget sympatisk historie, hvor folkene på bunden af samfundet giver igen til alle dem på toppen af kransekagen, der stadig profiterer, udnytter og manipulerer de fattige.
New Orleans er i den kontekst næsten en medspiller på lige linje med vores tre hovedkarakterer. Det er en amerikansk by, der er om noget er blevet ufatteligt negligeret i virkelig mange år, hvad end det handler om naturkatastrofer, raceadskillelse eller den stigende fattigdom.
Filmen kunne også sagtens have fungeret uden gimmicken med en pille, der giver folk superkræfter kortvarigt. For det primære mål handler ikke om at redde menneskeheden, eller for den sags skyld at gøre den helt store forskel. I stedet handler det for vores tre hovedkarakterer henholdsvis om at redde sin datter, sætte et spotlys på korruption, og for den unge pige Robin, handler det bare om muligheden for at give sit sangtalent en chance.
Det er meget personlige mål, der driver vores lille gruppe af skæve eksistenser, så man forstår hvor de vil hen, og hvor de kommer fra.
Når det så er skrevet, kan jeg ikke lade være med at blive en smule bedrøvet over, at en meget seriøs fortælling om gennemgående korruption og uretfærdighed i det amerikanske samfund, skal gøre brug af en superhelte-gimmick, for at den kan blive lavet i dag. Man kunne sagtens skifte superheltepillen ud med noget helt andet, og det ville ikke have haft den helt store betydning andet end, at så ville den ikke høre under superheltegenren – og så ville vi ikke have en undskyldning, for et hav af actionsekvenser.
Jamie Foxx gør en god figur som faren, der vil gøre hvad som helst for at finde sin datter igen, og selvom replikkerne måske er en tand stereotype, er han så karismatisk, at han sælger det alligevel. Joseph Gordon-Levitt og Dominique Fishback, der udgør resten af trioen, gør det såmænd meget fint, men de blegner lidt ved Foxx’ tilstedeværelse.
Tonen er meget hård, for man kan ikke ligefrem vove og påstå, at livet er nemt for menneskerne i denne historie. Det virker også som om, at filmskaberne er selvbevidste om, hvordan amerikansk film har en tendens til at romantisere, og i mangel på bedre ord, være virkelig teatralske i deres ønske om at opnå katarsis. Denne genvej bliver hurtigt fjernet i starten, da vi i en scene ser, hvad Robin ønsker hun kunne gøre, sammenlignet med, hvad hun ender med at gøre i virkeligheden. Det er også en gennemgående blodig og voksen fortælling, så man skal nok ikke forvente at Ant-Man dukker op og redder dagen.
Ikke desto mindre, er slutningen alligevel så hovedrystende patetisk i sin letkøbte og forhastede afrunding af historien, som om filmskaberne alligevel ikke kunne unde sig selv, at have en lykkelig slutning.
Project Power er dog stadig langt mere gennemført og vellavet, end så mange andre film, som Netflix smider op på sin platform. Den skal også have ros for, at den faktisk fortæller en komplet historie, som faktisk slutter når rulleteksterne begynder at rulle. Så hvis du gerne vil have underholdning med et snært af virkelighed drysset henover, lever filmen meget fint op til de beskedne kriterier.
Du kan se Project Power fra i dag på Netflix.
