Ulrich Thomsen løfter filmen

Der er så meget interessant ved tidsperioden som Vores mand i Amerika udspiller sig i. Vi er på tærsklen til 2. verdenskrig, og vi følger den tidligere eventyrer og nuværende danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, der noget dristigt vælger at løsrive sig fra Danmark under besættelsen, under påskud af, at han repræsenterer det frie Danmark.

Det melodramatiske liv
Med så fantastisk og historisk et setup, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man ikke kan fortælle af interessante historier. Får vi mon et portræt om Henrik Kauffmann, en vaskeægte dansk verdensmand, der virkelig prøvede grænser af, og udforskede Jordens fantastiske natur og vidt forskellige kulturer, eller måske fortællingen om, hvordan han formåede at brande Danmark som et oprørsfolk, selvom vi bukkede under for nazisterne, eller hvad med tidsperioden og, hvordan det var at leve i en af de mest infame tidsperioder i verdenshistorien – og var der ikke også noget med, at han havde et uægte barn med sin kones søster? Der er i hvert fald ikke mangel på gode og ikke mindst dramatiske fortællinger, som man kunne have fortalt i og omkring Henrik Kauffmann. Desværre får vi ingen af disse fortællinger i filmen her.

I stedet har vi et manuskript, der fokuserer på hans meget melodramatiske forhold til sin kone, og hvor man på ingen måde får fornemmelsen af, at Kauffmann på noget tidspunkt har været andet end en sur gammel mand, som altid befinder sig i forhandlingslokaler og som er temmelig magtbegærlig. Der er stort set ingen scener, som viser tidsperioden, hvilket er charmen ved et historiskdrama, og oven i det, foregår de fleste af scener indenfor i kontorlokaler, som er svære at placere i en bestemt tidsperiode. Jeg er på ingen måde en ekspert, når det kommer til Henrik Kauffmanns liv, men det virker noget snæversynet at reducere hele hans liv til et ægteskabeligt drama, som ikke har en reel indvirkning på det store drama om Danmarks besættelse og Kauffmanns rolle under og efter krigen.

I det mindste gør Ulrich Thomsen en god figur, og er troværdig som den Kauffmann vi bliver præsenteret for. Thomsen har unægtelig stadig en hvis ’screen-presence’, der gør, at selv i scener, hvor han ikke har så megen dialog, siger han stadig en masse med sit kropssprog.

Cinematisk flair
Der er et snært af filmisk klasse over dens visuelle præstation. Fortælletempoet er langsommere end de fleste film i dag, der er ikke nogen overdreven brug af håndholdt kamera, og der bliver i hvert fald arbejdet med de filmiske virkemidler, så det implicit fortælles, at historien udspiller sig 80 år tilbage i tiden, hvor tingene foregik i et andet tempo. Havde manuskriptet været lige så elegant og subtilt som kameraarbejdet, ville det have været en fremragende film – også selvom den slet ikke kommer ind på livet af mennesket Henrik Kauffmann, som filmen ellers er opkaldt efter.

Filmen falder dog på, at den historie, som de tre manuskriptforfattere har valgt at fortælle, simpelthen er for melodramatisk, for langtrukken og på samme tide underligt forhastet. Der bliver brugt alt for meget tid på at springe frem til højdepunkterne, og alt for lidt tid på karaktererne, som ellers burde være det vigtigste i en film som denne. Jeg ville ønske, at jeg kunne rose filmen noget mere, men i sidste ende begår den, den største cinematiske synd – den er for kedelig.