Saoirse Ronan og Florence Pugh er fantastiske

Der er en grund til, at vi Greta Gerwig har givet sig i kast med at oversætte en roman, der allerede er blevet filmatiseret hele fem gange før. Little Women er på alle måder en episk fortælling om en fattig søskendeflok, der lever i en meget restriktiv tidsalder, hvor kvinder er andenrangsborgere, men hvor de alle alligevel inderligt ønsker at finde kærligheden, glæden ved livet og samtidig skabe et økonomisk fundament, så de ikke behøver frygte for dagen og vejen.

Historien skriver med andre ord sig selv, og de fire søskende, Jo, Amy, Beth og Meg er så farverige og forskellige, at i hvert fald en af dem vil gøre indtryk på dig. Spørgsmålet er derfor ikke om historien er værd at fortælle, for det hersker der slet ingen tvivl om, særligt i disse MeToo-tider. Nej, det store spørgsmål er imidlertid, hvad filmen gør anderledes, for at retfærdiggøre, at historien bliver genfortalt, når den allerede er gjort det til ukendelighed, i hvert fald på film. Svaret er en dekonstruktion af det romantiske element.

En intellektuel stiløvelse
I stedet for at fortælle pigernes livshistorie lineært, springer vi frem og tilbage i tid, fra de er børn, til de er voksne. Der er åbenlyse paralleller mellem problemstillingerne de udskyder som børn, men som kommer bragende tilbage som voksne, hvor de ikke længere kan flygte fra deres karakterbrister. Ved at krydsklippe i tid, bliver disse ligheder virkelig fremhævet, men det på en måde, der mere taler ned til publikum, end højner dramaet. Man ved allerede, hvordan situationer ender, inden karaktererne gør, fordi vi springer så meget i tid, og vi får hverken lov til at dvæle ved de sørgmodige stunder, eller føle den knugende intensitet af det uundgåelige, fordi vi springer direkte fra setup til pay-off, også selvom der går syv år af søstrenes liv, før konsekvenserne manifesterer sig.

Derudover bruger instruktør og forfatter Greta Gerwig slutningen til at understrege, at den romantiske slutning ikke er realistisk, ved at lade Jo protestere imod den, i en meget iscenesat diskussion med hendes udgiver. Det er selvfølgelig metarefleksivt, men dybt er det ikke ligefrem, for vi ved alle, at romantiske fortællinger sjældent har nogen rod i virkeligheden.

Little Women er en fremragende fortælling, hvor vi følger de fire betagende March søstre, i deres søgen efter at få en bedre tilværelse, men også en mere meningsfuld en af slagsen. Skuespillerne er dygtige, og særligt Florence Pugh og Saoirse Ronan er værd at fremhæve, for deres nuancerede portræt af to kvinder, der på hver deres måde, kæmper med dem selv. Alexandre Desplat leverer en romantisk lydkulisse og kostumerne er flotte, men den non-lineære fortælleform og dekonstruktionen af filmens romantik, gør, at man hverken bliver betaget eller rørt, men mere føler sig vidne til en intellektuel stiløvelse.