Pixar leverer varen igen

I den nye og originale animationsfilm fra Disney Pixar, Fremad, følger vi de to alfe-brødre, Ian og Barley, der er vokset op uden deres far. Det har selvsagt efterladt dem begge med følelsen af et stort savn.

Da Ian fylder 16 år, får brødrene en ældgammel tryllestav og en magisk formular, som deres far har efterladt dem. Tilsammen giver det drengene mulighed for at mødes med deres far og tilbringe en hel dag med ham. Besværgelsen går dog ikke helt som forventet, for de ender – bogstaveligt talt – med kun at få halvdelen af ham tilbage, nemlig hans ben. Derfor drager de to brødre afsted på en rejse, for at færdiggøre besværgelsen og møde deres far, inden han forsvinder igen.

Klassisk Disney animation
Man skal efterhånden være meget observant, hvis man kan se forskel på Disney og Pixar. Det skal ikke forstås som en gennemført negativ ting, men nærmere, at de to animationsstudier, bruger de samme byggesten til at fortælle deres historier. Det handler om at skabe et underholdende eventyr for både forældre og børn, hvor rejsen unægtelig leder til en emotionel konklusion. Fremad er heller blege for at bruge alle kneb, og ej heller at trække på strygerne og et ensomt klaver, i deres mission for at røre publikum.

Filmen mangler dog noget af ”Pixar-faktoren”, som særligt var fremherskende i 00’erne, hvor karaktererne var genkendelige, men universerne originale. Hele eventyrrammen med de magiske væsener udmunder sig eksempelvis i dette tilfælde, aldrig rigtig til mere end baggrundsdekoration. Groft sagt, følger vi to unge drenge på en dannelsesrejse gennem USA, hvor menneskerne er erstattet af fabeldyr, som elvere, centaurere og drager.

Kunsten at græde i kor
Så selvom det er endnu en umanerlig flot animationsfilm, hvor der sættes nye grænser for, hvor flotte teksturerne kan være, hvor flydende bevægelserne er, og hvor fotorealistisk lyset kan blive, så virker det stadig som en meget kalkuleret film, hvor de følelsesladede øjeblikke er mere i centrum, end den gode historie. Det skyldes primært, at du har set det hele før, så det virker aldrig lige så nyskabende eller rørende, som man forventer med tanke på Pixars bagkatalog.

Jeg kan ikke slippe følelsen af deja-vu, idet jeg færdiggør min anmeldelse af endnu en velproduceret animationsfilm fra Disney Pixar. For selvom mange af filmene har det til fælles, at de enkelte dele, som historien, karaktererne og budskabet måske ikke længere er så enestående, så kan man heller aldrig vove og påstå, at de nogensinde har været i nærheden af at være middelmådige. Der er stadig ingen andre animationsstudier, som kommer bare i nærheden af Pixars tekniske kunnen, og som kan levere en så visuelt betagende, gennemarbejdet og velproduceret produktion. Jeg ville bare ønske, at manuskriptet var lige så mesterligt konstrueret som deres animationer.