En intens, rørende og empatisk debut

I En helt almindelig familie møder vi en på overfladen helt ordinære dansk forstadsfamilie, med far, mor og to børn. Alt bliver dog vendt på hovedet, da faren fortæller, at han ønsker at skifte køn og blive kvinde. Forældrene bliver skilt, Thomas bliver til Agnete, og det skaber unægtelig nogle rystelser i den ellers så tætte og kærlige familie. Fortalt gennem den 11-årige lillesøster Emmas øjne, ser vi dramaet udfolde sig, og selvom de stadig holder af hinanden, er det altid lige nemt, når hele ens tilværelse bliver flået fra hinanden.

Helt nede på jorden
Selvom emnet måske kan lyder fremmed for de fleste, er det en film, hvor tingene er helt nede på jorden, så meget endda, at det til tider føles næsten dokumentarisk i sin uglamourøse fremstilling af familiens konflikter. Hermed ikke sagt, at der ikke er kunstneriske ambitioner, det er der skam, og det kan både ses i et par enkelte scener med lange indstillinger, eller særligt i Emmas første møde med Agnete, hvor der bliver truffet meget klare stilvalg. Alle disse valg er dog med til at understøtte karakterernes perspektiver, så billedet underbygger dialogen, uden at distancere publikum.

Manuskriptet er også helt i top. Ikke fordi det revolutionerende i sin fremstilling af en familie, der bliver forandret for altid, men fordi den tør lade dem alle være usympatiske, egoistiske og fejlbarlige, som alle, når det kommer til familie.

Det er hårdt at sidde og se, hvordan Emma bliver negligeret eller, hvordan hendes storesøster synes hun er irriterende, fordi hun ikke bare accepterer Agnete med det samme. Mest af alt, har man bare lyst til at give Emma et kram – men det får hun ikke.

Denne uforstående måde at tale til hinanden i familien, tror jeg de fleste kender, og vi ser det efterhånden så sjældent portrætteret på film i dag, for ingen, der laver familiefilm, har lyst til at give publikum følelsen af ubehag, også selvom denne følelse bunder i virkeligheden. Ikke desto mindre, lykkes det at skabe en autentisk familieenhed, hvor man virkelig forstå, at de alle stadig elsker hinanden, selvom vi følger dem hen over en turbulent periode i deres liv.

Kaya Toft er en åbenbaring
En helt almindelig familie er ikke bare en ganske enestående debut af Malou Reymann i instruktørstolen, men også en virkelig nervepirrende og intens oplevelse, der giver os et indblik i et emne, som meget sjældent bliver belyst i dansk film. Mikkel Boe Følsgaard er meget overbevisende, både i rollen som Thomas og sidenhen Agnete, men det er utvivlsomt Kaya Toft Loholt som den 11-årige Emma, der fuldstændig brænder igennem. Sjældent har jeg set en børneskuespiller udstråle en sådan autenticitet, som tilfældet er her, og hun gør det både til en fornøjelse og hjerteskærende at følge hendes kamp med at acceptere ændringerne i familien.

De fleste vil nok finde filmen beundringsværdig, fordi den hiver fat i emnet om transkønnethed på anstændig vis, og den gør den skam også. Ikke desto mindre, mener jeg, at filmens største bedrift er, at den først og fremmest er en fremragende film, med et skarpt og empatisk manuskript, et enormt dygtigt ensemble, og en klar visuel stil, som inviterer alle til at få noget ud af den, også selvom de måske ikke er interesseret i emnet.