Selv Harrison Ford kan ikke gøre historien medrivende

I The Call of the Wild følger vi hunden Buck. Med en velhavende dommer som ejer, lever han en komfortabel tilværelse med sin familie 1800-tallets Californien, hvor alle tilgodeser hans behov, og det munder ofte ud i et stort kaos. Det behagelig liv tager dog en dramatisk drejning, da Buck bliver kidnappet og ender i Yukon som slædehund, hvor han skal levere post til alle folkene, der leder efter guld oppe i Canada under guldfeberen. I denne periode af sit liv, møder Buck den mystiske John (Harrison Ford), og de to danner hurtigt en forbindelse, som kommer til at påvirke dem, resten af deres liv.

Et hundeliv
De fleste ville nok være undskyldt for at tro, at Harrison Ford er filmens hovedkarakter, særligt med tanke på, at hans navn står øverst på plakaten. Det står dog meget hurtigt klart, at det slet ikke er tilfældet, for det er på alle måder en film fortalt fra hunden Bucks perspektiv. Vi følger hunden, på en dramatisk dannelsesrejse, fra forkælet hundehvalp, til en sand leder, i denne fortælling baseret på romanen af Jack London.

Selvom historien måske lyder hård, og baggrundstapetet med guldfeberen, ikke ligefrem er den mest familievenlige kulisse, er det på alle måder en familiefilm. Der er plads til dramatiske øjeblikke, men det hele emmer af en romantisk atmosfære, hvor Buck bliver så menneskeliggjort, at man til tider savner at høre ham udlægge sin egen historie, i stedet for de ekspositionstunge voice-overs af Harrison Ford.

For kunstig til at blive rørende
Denne form for romantiske film, med overdreven strygermusik og episke øjeblikke, der bliver trukket i langdrag, er ikke ligefrem min kop te, men selv hvis man er til den slags, tror jeg stadig, det er svært at leve sig ind i den følelsesladet fortælling. Det symptomatiske på dette problem er, at alt er computeranimeret – lige med undtagelse af Harrison Ford og et par andre mennesker.

Halvdelen af charmen, ved en feel-good familiefilm som denne er det visuelle. Den skal være flot og cinematisk for at inddrage sit publikum, og det er den ganske vist også, men så alligevel ikke. Der er masser af betagende landsskabsbilleder, farverige actionsekvenser og ikke mindst en meget ekspressiv hund. Intet af dette ser dog ægte ud, og når Harrison Ford lige pludselig dukker op med et fuldskæg, føler man sig virkelig distanceret fra det, der ellers skulle være virkelig indlevende.

The Call of the Wild er en fin lille familiefilm, og den er sikkert bedre end det, hvis man er en stor hundeelsker. Man kan trygt tage selv de mindste børn med ind, da tonen er meget varm og budskaberne positive. De største skurke er folk, der mishandler dyr, og de får også som fortjent, ligesom det også bliver understreget, at menneskets bedsteven gør verden til et bedre sted. Man skal ikke forvente stor filmkunst, men storladent det er det.