Gode intentioner, men alt for unuanceret

I filmen Birds of Prey, møder vi igen DC-figuren Harley Quinn, som første gang dukkede op på biograflærred i Suicide Squad. Harley og Jokeren er dog gået fra hinanden, så der er ikke længere nogen, som kan beskytte hende fra alle de forbrydere, hun har forurettet gennem årene. En af dem er den arrige gangster Roman Sionis, der dog er villigt til at lade hende gå, hvis hun vil hjælpe ham med at finde en meget vigtig diamant.

Det bliver startskuddet på en actionfyldt rejse, hvor Harley Quinn bl.a. løber ind i den unge lommetyv Cassandra og tre andre kvinder, der er vidt forskellige, men alligevel har meget tilfælles.

Manisk og virkelighedsfjern
Birds of Prey må siges at være noget af en rodebutik. Det er tydeligt, at der er masser af positive aspirationer. Problemerne er dog til at få øje på, for filmen er fuldstændig faldet sammen i klipperummet – meget lig Suicide Squad. Til forskel fra den første film med Margot Robbie i rollen som Harley Quinn, har der dog ikke været de store offentlige produktionsvanskeligheder, så man kan ikke rigtig skyde skylden på nogen andre, end filmskaberne selv.

Lige så hysterisk, manisk og fritsvævende Harley Quinns opfattelse af virkeligheden er, lige så rodet bliver vores historie præsenteret. Det har måske givet mening på papiret, at lade Quinn være filmens fortæller, men det bliver på bekostning af, at der aldrig nogensinde opnås noget, som bare tilnærmelsesvist minder om et flow. Vi lærer aldrig rigtig nogen af de fire andre kvinder at kende, for der er ganske enkelt ikke plads til dem i Harley Quinn-showet. Instruktør Cathy Yan og manuskriptforfatter Christina Hodson, vil dog alligevel gerne have det hele med, så meget symptomatisk for filmens vakkelvorne tone, bliver de andre kvinders forhistorier fortalt gennem meget forcerede flashbacks, i et desperat forsøg på at give publikum, bare en lille forståelse af, hvem de egentlig er.

Utilsigtede budskaber
Hvad er værre er dog, at vi med denne film har endnu en glorificering af en psykopatisk morder. Harley myrder og mishandler folk, til højre og til venstre, ofte uden grund, og altid uden nogen form for anger, og det hele bliver præsenteret med en legesyg og heroisk tone, der ikke kan andet end at glorificere hendes destruktive adfærd. For i modsætning til en film som Joker, er tempoet så utrætteligt, at man slet ikke får mulighed for at forstå, hvorfor Harley Quinn er blevet, som hun selv siger: ”Et forfærdeligt menneske”. Så det eneste, der står tilbage, er hendes John Wick-lignende slåskampe og fede oneliners.

Du kan måske påstå, at jeg lægger for meget i en film, der nok mest er tænkt som en mainstream blockbuster, vis fornemmeste mål er at underholde så mange som muligt – og du har nok også ret. Ikke desto mindre, tager filmen fat i nogle meget seriøse emner, som vold mod kvinder, voldtægt, og sexisme, med en gennemgående ondskabsfuld stemning. Filmen kan dog slet ikke bære noget af dette, for ligesom Harley Quinn, der pludselig har rulleskøjter på i filmens klimaks, så skøjter filmen let hen over de tunge emnerne, så de forbliver i baggrunden. Harley Quinns overgearede voice-over skulle jo nødigt bliver tynget af noget, der minder om virkeligheden. Det hjælper heller ikke på det, at filmens skurk, det bliver spillet af Ewan McGregor, som på papiret er en modbydelig sexist, i stedet bliver fremstillet som den mest ynkelige mandsling af en gangster, man længe har set.

Kvindernes Fast & Furious
Til gengæld er der et hav af vilde actionsekvenser. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en psykisk syg psykolog, er i stand til at slås ligesom Neo fra The Matrix, men kreativt og opfindsomt er det, når hun sparker røv. Actionsekvenserne er også uden tvivl det helt store højdepunkt, for i modsætning til resten af manuskriptet, er det tydeligt, at stuntteamet har sans for historiefortælling gennem action.

Dette kan eksempelvis ses ved, at de andre ’Birds of Prey’, har hver deres meget klart defineret kampstil, som afspejler deres personlighed, og gør, at man kan adskille dem fra hinanden. Kampscenerne lider dog stadig af Superman-syndromet, da protagonisterne er så fænomenalt usårlige, at man aldrig frygter for deres velbefindende – men det er mere en genre-faldgrube, end noget filmskaberne gør forkert her.

Birds of Prey lykkes aldrig rigtig med hverken at være en underholdende, legesyg actionkomedie som Deadpool, eller at bidrage med en kreativ feministist vinkel på superheltegenren. Lige så misforstået macho Fast & Furious-serien er, når den portrætterer afdanket maskulinitet som beundringsværdigt, lige så forfejlet feministisk er Birds of Prey, når den gør en uempatisk, voldspsykopat som Harley Quinn, til en rollemodel, alene fordi hun er en kvinde.

Mellem de mange, meget velkoreograferede actionsekvenser, og den maniske voice-over, forsøger filmskaberne at hive fat i en masse samfundsrelevante emner, men det kan filmen ganske enkelte ikke bære. Det er den ganske enkelte for rodet, unuanceret og karaktersvag til. Det hele er alt for centreret om Harley Quinns skøre løjer, så medmindre du er kæmpe fan af Margot Robbies som den forhippede harlekin, er det meget svært at tage noget positivt med sig hjem.