Det menneskelige i en umenneskelig krig

I krigsdramaet 1917, følger vi to unge soldater, der midt i 1. Verdenskrig bliver sendt på noget nær en selvmordsmission. De skal alene rejse ind bag prøjsernes territorium, for at advare de forreste tropper mod et bagholdsangreb. Kun de to drenge Blake og Schofield kan afværge denne skæbne, og redde op mod 1600 mænds liv.

En ordentlig film
Noget af det allerførste man lægger mærke til er, at alle sekvenser er optaget i ét langt take. Der er selvfølgelig et par usynlige klip undervejs, men i det store hele, består filmen af en lang optagelse og et perspektiv.

Til at starte med er det lidt distraherende, og fremstår mere som blær fra filmskabernes side, som for at vise, hvordan de har skabt overdådige og virkelighedstro kulisser.

Efterhånden som filmen skrider frem, tænker man dog ikke over det, for stilvalget ender med at fremhæve, hvor intens, uforudsigelig og til tider grotesk, denne selvmordsmission, og krig i det hele taget, er. Det er et modigt valg, udelukkende at koncentrere krigen om to lavt rangerende soldaters perspektiv, men det giver også filmen et klart fokus, som gør det intuitivt let at følge med, i de til tider uforståelige begivenheder.

Ikke nyskabende, men fantastisk ikke desto mindre
Det ikke kun soldaterne, men også Sam Mendes, der er på lidt af en umulig mission med 1917. Film har som intet andet narrativt medie, dyrket at fortælle, hvor forfærdeligt krig er. Det til en sådan grad, at man næsten føler, at alle variationer over tematik og budskab, allerede er blevet fortalt. Alligevel lykkes det for Mendes at finde en medrivende og relevant måde at fremstille krigens meningsløshed på.

Det er en fantastisk biografoplevelse, og er man til denne type knugende og dramatiske fortællinger, får man en oplevelse af allerhøjeste kaliber. George MacKay i filmens hovedrolle fortjener i den grad også at blive fremhævet. Han spiller over for en lang række mere etableret britiske skuespillere, såsom Benedict Cumberbatch, Mark Strong og Colin Firth, men det er gennem hans øjne, vi ser krigen, og hans autenticitet i alle aspekter af Schofields rejse, får næsten en til at føle sig som hans sammensvorne i denne ulykkelige krig.

1917 er ganske enkelt en fantastisk film, og en rigtig god gammeldags en af slagsen. Der er virkelig kælet for hver en detalje, og efterhånden som man langsomt holder op med at tænke over stilvalget med den ene lange optagelse, bliver man virkelig opslugt af begivenhederne, som udspiller sig med tanke på tematik, karaktererne og ikke mindst – at skabe en god biografoplevelse, som bliver siddende i kroppen, flere dage efter man har set den.

Filmens største svaghed er helt klart, at den ikke fortæller os noget nyt om krig, som ikke allerede er blevet portrætteret på film flere gange før, men det kan samtidig ikke understreges nok, at det er en virkelig vellavet film – en rigtig en – der fremstår som én helhed, og ikke bare en række dramatiske scener, klistret sammen af en fokusgruppe. Oplevelser som disse fortjener at blive værnet om og hyldet, for der er efterhånden langt mellem dem i biografen.