Rubaiyat Hossain har i dag danmarkspremiere på sin meget samfundsrelevante film, Made in Bangladesh, der hiver fat i flere moderne problemstillinger. I den anledning fik vi lov til at tale med instruktør Rubaiyat Hossain og Daliya Akter, som filmen er baseret på om, hvordan det er at lave en kontroversiel, men nødvendig film, i Asien, og ikke mindst om historien bag.

Selvom historien er meget højaktuel, så startede det hele for fire år siden:

”Projektet startede faktisk med min forrige film, Under Construction. Der var en karakter i den film, som var husholderske, men ender med at arbejde på en fabrik. [Filmen] blev vist på mange filmfestivaler, og efter en af dem, gik en lang række kvinder op til mig og spurgte entusiastisk ind til, hvad der ville ske med hende og, om jeg ville lave en film og hendes liv?” siger Rubaiyat Hossain, og fortsætter:

”De fik mig til at tænke, for jeg er meget interesseret i at vise rigtige kvinders liv på film. Ofte synes jeg, at [kvinders] liv på film, er langt fra virkeligheden, da de ofte er blevet instrueret af mænd.

Mine tanker ledte mig mod kvinderne på fabrikkerne, fordi de der den største del af vores arbejdsstyrke, og har været toneangivende i de seneste 40 år. Gennem mit arbejde mødt jeg rigtige arbejdere og fandt Daliya, som også inspirerede mig på et personligt plan. Hun indvilligede i at lave filmen med mig, og det var så starten.”

Den største konflikt i filmen, handler dog ikke direkte om kønsroller, men om at få startet en fagforening:

”Det interessante for var ikke det politiske ved fagforeninger, men hvordan en almindelig kvinde finder sin stemme. Hvordan hun bliver bemyndig ved at lære om hendes juridiske rettigheder og gøre krav på dem.” siger Rubaiyat Hossain.

Det er heller ikke uvæsentligt, at filmen er lavet af en kvinde og handler om kvinder, som Rubaiyat også pointerede, var noget hun havde med i sine tanker, da hun lavede filmen:

”Det er min tredje film, så jeg har allerede forhandlet min position på plads. Jeg lavede min første film for 10 år siden, så jeg har været længe undervejs. Så det var ikke svært at lave filmen på den front, for jeg har allerede fundet min måde at gøre ting på.

Jeg sørger også for at vælge kvindelige ledere af afdelinger, så jeg ikke skal bekymre mig om folk, som dømmer mig, fordi jeg er kvinde.

Jeg lærte det tidligere, at man det ikke er godt at være i undertal, i forhold til mænd. Det er hårdt psykologisk. Så jeg har lært, at det giver en mere trygt rum, når jeg er omgivet af kvinder.”

En anden interessant krølle på filmens tilblivelse er, at den er lavet i samarbejde med danske Beofilm, og der er ingen tvivl om, at Rubaiyat ikke ville kunne have lavet sin film, hvis ikke det var for det samarbejde:

”En af mine producere havde mødt Peter [Hyldahl] i Venedig. Han gav manuskriptet til Peter, som læste det og derefter sagde ja. [Peter] ansøgte om penge fra DFI, så vi havde funding, og så kom jeg til Danmark for at lave post-produktionen. Det var en god oplevelse.

Jeg lavede også color-correction her. Så det var et godt kreativt samarbejde.”

Nu hvor filmen så endelig er ude, efter en snigpremiere tidligere på måneden under årets cph pix, er det værd at høre, hvad Rubaiyat Hossain, håber at folk får ud af filmen:

”Jeg håber, at folk vil få en fornemmelse af, at disse kvinder er meget stærke. De bliver ofte præsenteret som ofre, men jeg vil gerne vise, at disse kvinder er ekstremt bemyndiget, og deres job har kun styrket det. De kæmper for deres rettigheder. Jeg mener, at slutningen er håbefuld.” siger Rubaiyat Hossain.

Bemærkelsesværdigt er det også, at historien er baseret på virkelige hændelser, da Daliya Akter gerne ville starte en fagforening for de ansatte på en tøjfabrik i Dhaka. Og hun ville også gerne understrege, hvorfor hun mener, at filmen er vigtig:

”Kvindernes vilkår i Bangladesh bliver forbedret dag for dag, men de er stadig ikke meget for at råbe op om deres vilkår. Så jeg håber, at den kan blive vist i Bangladesh, så arbejderne kan blive inspireret af den.”

Om det bliver en realitet, vil kun tiden dog vise:

”Vi har en censur-instans i Bangladesh, som vi skal igennem, og vi er i gang med den proces. Det er vores plan, at vise filmen direkte til arbejderne, gennem gratis visninger.” slutter Rubaiyat Hossain.