Sandler er forudsigelig, men det er altid sjovt at se videospilsfigurer spise mennesker.

I en absurd verden, hvor Kevin James er USA’s præsident bliver Jorden angrebet af rumvæsner, der ligner gamle arkadefigurer – du læste rigtigt. Efter man i 80’erne sendte en besked ud i rummet med bl.a. vores videospil, blev beskeden modtaget og misforstået som en krigserklæring. Det næste logiske trin er selvfølgelig at invadere Jorden som disse arkadefigurer, men invasion bliver ikke let, fordi Præsidenten har rekrutteret sine gamle studiekammerater, med en uhørt ekspertise om disse figurer, til at bekæmpe rumvæsenerne.

Det er en meget absurd historie og det virker som om filmen henvender sig til en meget snæver målgruppe. Hvis jeg nu havde spillet f.eks. Pac-Man, da jeg voksede op, ville det måske have været sjovere at se ham på det store lærred, men når man ikke har, er det bare et glad monster, der spiser byer.

Humoren er meget barnlig, og det er ærgerligt, at aldersgrænsen er landet på 11 år, fordi jeg tror, at de mindste ville have elsket Pixels. Det bedste i hele filmen er, hvor flot det hele er animeret, og hvordan nogle animatorer har gjort pixelerede figurer levende. Der er selvfølgelig hele det problem med, at de små nok ikke kender Pac-Man eller Donkey Kong, men jeg er stadig overbevist om, at børnene ville holde af det polstrede og farverige univers med levende videospilsfigurer.

Nørdernes helte, eller måske ikke.
I de scener, hvor arkadefigurerne er med i filmen, bliver man mildt underholdt, men så snart man skal tro på den akavede romance mellem Sandler og Monaghan, eller skal tro, at Sandler overhovedet er interesseret i videospil, så kapper filmen over. Sandlers komik har åbenbart ikke rykket sig siden Happy Gilmore fra 1996, hvor kvinder er statister og jokes er noget, der skal fyres af så hurtigt og larmende som muligt. Det værste ved det hele er, at der på trods af Sandler og den absurde præmis stadig gemmer sig en sjov film.

Resten af arkadevennerne gør det ellers godt, hvor især Peter Dinklage springer i øjnene som rapkæftede Eddie, der tro han er lidt bedre, end han i virkeligheden er. Han er altid sjov og løfter filmen, hver gang han er på skærmen.

Pixels får tre stjerner. En for hurtigt at skabe en virkelighed, hvor man kan tro på levende arkadefigurer, en for flotte scener man bliver nostalgisk af, selvom man ikke har spillet spillene, og en for Peter Dinklage, der bare altid er god, uanset, hvad han laver.