Det korrumperede USA

Med The Irishman, der ikke bare kommer på Netflix, men faktisk bliver vist i de danske biografer, tegner Scorsese et interessant portræt af et USA, hvor selv dem, der kæmper den gode sags tjeneste, som eksempelvis fagforeningerne, ikke kan undgå at bukke under for korruptionen. Historien følger den irske Fransk Sheeran, der starter ud med at være lidt små kriminel, men i 1950’erne og op gennem 1970’erne, ender med at få en lang karriere i den italienske mafia. Han ender endda med at blive højre hånd for Jimmy Hoffa, men det skulle vise sig, ikke at blive et lykkeligt forhold.

Storstilet epos
Scorsese har åbenlyst fået fuldstændig frie tøjler, til at lave lige den film han gerne vil. Det kan virkelige ses ved, at han giver sig tid til at bygge historie meget langsomt op. Der går dog så langsomt, at det virker som om, han helt glemmer, at et historisk epos som dette godt må være engagerende. Frank er så afdæmpet en person, at han ikke fremstår som et menneske, og med de mange spring frem og tilbage i tiden, opbygges der heller ikke nogen iskold stemning, men derimod en mere hyggelig macho-gangster atmosfære, med tåbelige mænd, der til tider fremstår mere komisk end tiltænkt.

Med en spilletid på 209 minutter (næsten tre en halv time), er den også alt for langt. Der er ganske enkelt ikke nok variation i fortællesproget, eller et flerdimensionelt manuskript, som ikke kunne have været fortalt på under tre timer, uden at give afkald på noget nævneværdigt.

De gamle drenge
Er der en grund til at se filmen, er det dog de gamle ’gangsterdrenge’, De Niro, Pacino og Pesci. De er ikke ligefrem så sprudlende, som de var engang, og uagtet hvad man synes om foryngelsesteknologien, kan det ikke skjules, at de går som mænd i 80’erne. Det er dog stadig et kærkomment syn, da de altid er underholdende i denne type film, ligesom Pacino stadig kan holde en storspyttende enetale, så man bliver helt tryllebundet.

Pacino er også uden tvivl, det allerbedste i filmen. Der dog går alt for lang tiden, inden vi faktisk møder Al Pacino som Jimmy Hoffa, men så snart vi gør, blev jeg i hvert fald mindet om, hvor meget jeg savner at se ham i dag. Der er ingen som Pacino, som kan gøre enhver replik ikonisk, og selv siddende, leverer han flere af filmens absolutte højdepunkter. Her er det værd at fremhæve scenen, hvor han fortæller om, at han aldrig har ventet på nogen, som har været forsinket i mere end 10 minutter. Pacinos levering af dialogen er eminent. Han er bare en udsøgt fornøjelse at se tilbage på det store lærred.

De Niro og Pesci er også gode, men selvom De Niro spiller titelkarakteren, er det ikke ligefrem den mest interessante personbeskrivelse, han har leveret i sin karriere, og slet ikke med Scorsese ved roret. Hvor deres samarbejdet tidligere udfordrede filmmediet, er det som om, at der er sneget sig en magelighed ind i dette projekt.

For det store spørgsmål er selvsagt, hvorfor Scorsese så gerne har villet lavet denne film? Der er selvfølgelig hele mysteriet omkring Hoffas forsvinden, men der er ikke noget stort drama, begavet karakteriseringer af personerne i gangstermiljøet, eller en intens spænding, som Scorsese ellers altid har været garant for. Med tanke på, at instruktøren har været i vælten, da han har kritiseret moderne superheltefilm, for ikke at give publikum noget at tygge på, må det siges at være forbavsende, at der ikke er mere at reflektere over som seer, i hans egen film – der er en halv time længere end Avengers: Endgame.

Det eneste tankevækkende ved filmen er, at den for alvor udstiller, hvordan alt er korrumperet i USA, selv fagforeningerne. Men det er ikke engang til at sige, om det er en overlagt kritik. Det er selvfølgelig fedt at se de gamle ’gangsterdrenge’ igen – måske for sidste gang – men The Irishman er alt for langtrukken og monoton til, at jeg virkelig kan anbefale at bruge tre en halv time på at se den.