En flot film, men en rodet oplevelse

I Selvmordsturisten lever den afdæmpede forsikringsagent Max et meget stilfærdigt liv. Han bor sammen med sin kone Lærke (Tuva Novotny), og har det egentlig meget fint med sin afmålte tilværelse. Det er lige indtil han får beskeden om, at han har kræft i hjernen, og står til at få en langsommelig og ubehagelig død, hvor han første vil miste sig selv, hvorefter kroppen giver op. Midt i denne eksistentielle krise, beslutter Max sig derfor for, at han ikke vil lide. Det ender med at drage afsted mod et hemmeligt resort, der specialiserer sig i selvmord – men det er alligevel ikke så let at tage sit eget liv, som han havde håbet.

Som en dansk Lanthimos
Med visuelle markører, der peger i retning af film som Yorgos Lanthimos’ The Lobster, der også beskæftigede sig med voksne mennesker, der er ude af stand til at håndtere det, som livet bringer, tager instruktør Jonas Alexander Arnby os med på en surrealist rejse, hvor grænsen mellem drømme og virkelighed hurtigt begynder at smelte sammen. Med en Nikolaj Coster-Waldau tilbage i Danmark, efter et årti i verdens største tv-serie, burde tingene gå op i en højere enhed. Desværre, spiller de enkelte elementer aldrig rigtig sammen.

Det er et absurd og melankolsk fremtidsbillede som Arnby præsenterer, på en lidt for selvhøjtidelig måde, der ikke rigtig kan bære både de tragikomiske sidespring og et eksistentielt drama. Til trods for, det alt overskyggende tema om, at døden ikke er noget vi taler om, er det ikke til at mærke noget rigtig menneske hos Coster-Waldau. Det skyldes til dels, at Max er så lavmælt, at man aldrig rigtig forstår, hvad der driver ham, men også, at han og Tuva Novotny heller ikke har nogen kemi, hvilket ellers ville kunne have reddet det interpersonelle drama. I stedet ender det som en meget langtrukken og trist oplevelse, hvor det er svært at finde noget, der virkelig kan engagere en i historien.

Med Selvmordsturisten forsøger Arnby at italesætte, hvordan vi, i hvert fald i Danmark, slet ikke ønsker at forholde os til døden, og heller vil stikke af i ly af nattens mørke og tage den lette vej ud, end at tage stilling til, hvorfor vores eksistens er så svær. Det er en vildt fed idé, men den går tabt i eksekveringen, hvor en endimensionel Coster-Waldau og en rodet fortælling, ikke kan blive reddet af det ellers flotte visuelle udtryk.