Der er ingen tvivl om, at Victim of Love, har været en personlig film. Uden nogen støtte fra DFI, og med et minimalt budget på 400.000 kr., er det tydeligt, at filmen bare skulle laves, fordi projektet har haft en stor betydning for forfatter og instruktør Jesper Isaksen.

Det er også til og se, at filmen ikke ligner alle andre konventionelle danske film, hvor hverken udtryk eller historie udfordres. Æstetikken er badet i neon, og jeg tror heller aldrig, at jeg har set København præsenteret som en dystopisk metropol før, hvor lyset fra husene oplyser natten. Vi får heller ikke nogen let fordøjelig historie, med en klar og entydig morale, men i stedet tager vi med den fortvivlede Charly uden på en mareridtslignende rejse, hvor en voldelig virkelighed og fantasi smelter sammen. Til at spille den indadvendte Charly, har Isaksen også været så heldig at få fat i Rudi Køhnke, der er mesterlig til at underspille og sige mere med sit blik, end nogen dialog kan.

Med sådan en solstrålehistorie i bagagen, ville jeg sådan ønske, at jeg kunne anbefale filmen, men det er desværre alt for meget ’style-over-substance’. Selvom der er antrit til en god film, er det kun Køhnke, som kan fastholde ens interesse. Dialogen er for rigid, stemningen for selvhøjtidelig og karaktererne for fragmenteret til, at en god cinematisk oplevelse, kan opveje de mange narrative mangler, og så er det også en dansk film, hvor karaktererne, af en eller anden grund, hele tiden skiftes mellem at tale dansk og engelsk.

Det virker som om, at Isaksen har villet for meget i sin debut, og derfor ender helheden med at blive mindre, end sine dele. Derfor håber jeg, at i fremtiden, vil han fokusere mere på sine styrker, som er i sit blik for æstetiske billeder.