Kedelig. Så kort kan filmen opsummeres. Du har set det hele før, og denne gang er der så lidt variation, at det hele paradoksalt nok, fremstilles temmelig monotont. En ung kvinde er fanget i et fanatisk religiøst miljø, og kan ikke mærke sig selv, i et fællesskab, der fuldstændig dræber det enkelte menneske, med en salgstale om et bedre liv.

Den samme scene bliver gentaget ad libitum, ind til rulleteksterne kører over skærmen. Der er ingen udvikling hos hverken karakteren, eller historien. Vi lærer ikke det store, og den eneste følelse, man kan mærke, er blot foragt over for de mennesker, der udnytter fortvivlede unge.

Når det kommer til historien, kan jeg virkelig ikke understrege nok, at det føles som en scene, der bare bliver gentaget. Faktisk, er den bedste scene den allerførste, hvor vi følger Mirjam, der vinder EM i diskodans, efterfulgt af en masse iscenesatte billeder og en påtaget glæde, for at tilgodese alle andre.

Det tætteste vi kommer på en twist er, at den kult, der ikke er gråd og selviscenesættende, men mere optaget af at kommer i nærheden af Gud, faktisk er mere fanatisk.

Filmen store redning er dog Josefine Frida, der om nogen er god til at spille en fortvivlet ung kvinde, så man ikke kan undgå et have medfølelse for hendes dilemma, som hun på ingen måde er udrustet til at håndtere, så hun faktisk får det bedre.

Med mindre, du er den af en kirke, som gerne vil visse verden, hvor stødet du er blevet af filmen, eller gerne vil sidde gennem halvanden times lidelse, uden noget andet end en tragisk slutning i sigte, er det nok ikke værd at tjekke den ud. For selvom man ikke kan sige noget til filmens kritikken, af de religiøse magtinstitutioner, er det ikke nogen stor filmoplevelse.