Natsværmer

En audiovisuel flot debut

I Natsværmer, der er den blot 22-årige instruktør Asger K. Bartels debut, følger vi fotografen Louis, der aldrig rigtig har opnået det store i sit liv. Han lever dog en tryg tilværelse, sammen med sin kæreste Rosa, men det barnlige ønske om at udleve drømme som en storslået fotograf vægter dog tungere end noget andet. Så da han en nat løber ind i nogen gamle bekendte, og bliver mindet om sin fortrængte fortid, falder han bare dybere ned i sit selvskabte hul, alt imens Rosa, også befinder sig i en uventet krise.

En musikalsk nydelse
Musikken er uden tvivl filmens største force, og den visuelle fortælling fejler heller ikke noget. 80’er synthesizeren er sjældent blevet brugt så fedt i dansk film, som i hænder hos komponisten David Nørlund Wiberg. Det er ikke til og fatte, at Wiberg ikke har komponeret til en film før, for hans soundtrack er ganske enkelt fænomenalt. Hans lyd tilfører også en ekstra dimension, til det allerede meget velovervejede visuelle møde mellem noir og dansk socialrealisme. Og når mødet mellem billedet og lyd virkelig spiller, specielt i en række montager, kan man ikke undgå at blive fuldstændig opslugt. Her bliver filmmediet udnyttet til sit fuldeste.

Med så tydelig stilsikker en eksekvering, er det desværre lettere paradoksalt og virkelig ærgerligt, at det er dialogen, som er den største hæmsko, for indlevelsen i filmen. Som de fleste første manuskripter, særligt danske, taler menneskerne lige en tand for unaturligt, så det går hen og bliver iøjnefaldende. Det er lidt som en ”uncanny valley”-effekt, bare for dialog, hvor det er så tæt på at være virkeligt, men så alligevel ikke, at det bliver distraherende.

Flere af skuespillerne lykkes dog næsten med at overkomme de unaturlige replikker, hvor særligt Kimmie Falstrøm stråler, hver eneste gang hun skal udtrykke sig med andet end ord. Alene hendes ansigter, siger mere end tusind ord.

Natsværmer er en fornem og ambitiøs debut fra den unge Asger K. Bartels, til trods for de økonomiske begrænsninger, som man kan mærke holder filmen kunstnerisk tilbage. Bartels kan finde ud af at sætte scenen, og der kan ikke skrive nok positivt om musikken. Den efterlader mig derfor håbefuld for hans næste projekt, der forhåbentlig kan blive med et større budget, og en hjælpende hånd fra DFI. For der er ingen tvivl om, at talentet er til mere, og har potentiale til at blive en unik og stilren stemme i det danske filmlandskab.