Endnu en tynd udgave af Terminator 2

Med Terminator: Dark Fate, forsøger James Cameron at genoplive sin mest ikoniske franchise, denne gang dog fra producerstolen. Filmen tager direkte udgangspunkt i Terminator 2: Dommedag, hvor en nu aldrende Sarah Connor, sammen med cyborgen Grace, forsøger at redde den unge pige Dani, fra en ny og endnu mere avanceret dræbermaskine, som er rejst tilbage i tiden, for at ændre fremtiden.

De tre Sarah Connor’er
Som du nok allerede kan høre, er det endnu en film, der kannibaliserer plottet fra Terminator 2. Det fantastiske ved den film var ikke bare, at den byggede videre på det originale koncept, eller at actionsekvenserne var vilde og virkelighedsnære, men at det også var fortrinligt selskab, at følge Sarah, John og “Arnold”, der med hver deres personlighed, bidrog til deres fælles mål på vidt forskellige måder. Ingen af disse elementer er dog tilstede i denne sjette Terminator-film.

Vores nye trio er en jammerlig gruppe. De er alle variationer af Sarah Connor, bare med forskellige kampfærdigheder. Selv den nye John, Dani, spillet af Natalia Reyes, er allerede en stor leder for de lokale arbejdere, inden en eneste dødsmaskine har rejst tilbage i tiden. Det giver ikke særlig meget plads til anden karakterudvikling, end netop hendes krigeriske evner. Den nye hjælper fra fremtiden, Grace, spillet af Mackenzie Davis, besidder også en mistroisk, men selvsikker attitude, der på flere måder vækker minder om den pumpede og arrige Sarah Connor fra Terminator 2.

Med andre ord, mundhugges de tre hele tiden, og når de ikke beder hinanden om at skride ad helvede til, konkurrerer de om, hvem der har den barskeste forhistorie. Der bliver derfor aldrig plads, til at rigtig at holde af dem, for vi kommer aldrig rigtig ind på livet af dem. Selv den rigtige Sarah Connor virker mere livstræt og bitter, end nogensinde før. Der er ikke et gran af humor at finde noget sted, og når tonen er så gravalvor, bliver det selvsagt usammenhængende tidsrejseplot, kun mere komisk, efterhånden som filmen skrider frem.

Arnold som redningsmand
Paradoksalt nok, er de først, da Arnold Schwarzenegger gør sit alt for sene indtog, at der bliver pustet lidt menneskelighed og liv, ind i begivenhederne. Det er næsten ikke til og fatte, at han stadig er så karismatisk som 73-årig. Han har aldrig været nogen stor skuespiller, men han er definitionen på en filmstjerne, for når han er på skærmen, kan man ikke lade være med at blive opslugt og gætte med på, hvordan han løser sine konflikter. Så selvom hans rolle er overraskende lille, overstråler og efterlader han et langt større indtryk, end nogen som helst anden.

Actionsekvenserne leverer heller ikke noget nævneværdigt. Det meste er knytnæveudvekslinger, og når det bliver lidt større, som eksempelvis en biljagt, eller slåskampe på et fragtfly, er det så tydeligt computeranimeret, at man aldrig tror på noget af det.

Det efterlader os med en historie, som er blevet fortalt bedre for mere end 25 år siden, et persongalleri uden personlighed eller karisma og actionsekvenser, som er så kunstige, at det er næsten umuligt at blive revet med. Havde fortællingen været bare en lille smule opfindsom, eller dialogen lidt bedre, ville jeg godt kunne anbefale den som hjernedød underholdning.

Faktum er dog, at jeg på nuværende tidspunkt, har langt mere lyst til at glemme alt om denne, og i stedet gense Terminator 2, nok engang.