Tragisk og interessant, men traditionel

Historien om ikonet Judy Garland er – som mange nok ved – en ganske tragisk historie. Da hun blev hyret som barnestjerne i The Wizard of Oz, sørgede hendes producere for at give hende piller til at tabe sig, holde sig vågen eller sove, hvilket resulterede i et senere misbrug og turbulent liv. I den biografiske film Judy følger vi Judy Garland som 46-årig i 1968, ca. et år til et halvt inden hun omkommer af en overdosis.

Filmen beskriver, hvordan Judy Garland mangler penge for at kunne tage sig ordentlig af sine børn, og derfor bliver hun nødt til at tage til London og optræde med en række shows, for at genetablere en fast indkomst. I London charmerer hun de musical-glade briter, men hun kæmper samtidig med sine indre dæmoner og sit alkohol- og stofmisbrug, og det er kun et spørgsmål om tid før linen knækker.

Renée Zellweger er tilbage
Den helt store seværdighed ved Judy er en næsten uigenkendelig Renée Zellweger i rollen som Garland. Zellweger leverer en stærk præstation med mange facetter, og hun bærer hele filmen på sine skuldre. Via Zellweger gør filmen det godt med at portrættere den flerdimensionelle Judy, som er i en skrøbelig tilstand, men samtidig har en stærk vilje. Dog betyder det store fokus på Judy, at alle bi-karakterer fremstår papirtynde. Det gør ikke det store, når nu filmen centrerer sig så meget om én person som den gør, men det havde alligevel givet lidt mere tyngde i historien, hvis resten af karaktergalleriet havde været lidt mere interessant.

Generelt fremstår Judy som en traditionel bio-pic, hvor filmen er fint og meget klassisk fortalt. Til tider er den lidt for klassisk i sin fremstilling, og som publikum kan man tydeligt mærke drejebogen bag filmen. Det er bestemt interessant at se portrætteringen af et menneske, der er elsket af millioner, men udelukkende på grund af sit talent, og ikke for sin person, men alligevel gør det traditionelle narrativ, at det er svært for alvor at føle sig draget ind i den tragiske historie, da følelsen af drejebogens mekaniske hjul, besværliggør følelsen af det intime drama.

Historien om Judy Garland er en rædselshistorie fra det gamle Hollywood, og med Judy har hun fået en fin fremstilling af sit turbulente liv. Filmen er dog for traditionel i sin fortællemåde, og det hæmmer indlevelsesfølelsen. I min vurdering af filmen ligger jeg et sted mellem tre og fire stjerner, men Zellwegers kraftpræstation hiver den lige akkurat op på fire.