Et underholdende gensyn med zomedy-genren

Zombieland: Double Tap, er den længe ventede efterfølger til actionkomedien Zombeland. Den atypiske familie, med Columbus (Jessie Eisenberg), Tallahasse (Woody Harrelson), Wichita (Emma Stone) og Little Rock (Abigail Breslin), er stadig sammen mere end et årti efter jorden er blevet overløbet af zombier. De har endda slået sig ned og fået et idyllisk hjem. Freden får dog en brat ende, da Little Rock gerne vil udforske verden, og stikker af, og inden vi ved er det, er det blevet en roadmovie – med zombier.

En tidslomme
Meget har ændret sig i de 10 år, der er gået mellem den første Zombieland tilbage i 2009 og så nu. Skuespillerne er blevet langt mere anerkendte, og de fire hovedroller kan alle endda bryste sig af Oscarnomineringer og trofæer, og det er isoleret fra forandringerne i samfundet og filmindustrien, der har været i noget af en omvæltning de senere år. Den forandring, kan man dog ikke spore i Zombieland: Double Tap.

Det er som at rejse tilbage i en tidslomme, hvor MTV stadig var toneangivende for ungdomskulturen.  Filmens stil er stadig så forhippet og fuld af gimmicks, hvad end det er konstante brud med den filmiske illusion, gennem en dumsmart voice-over, brud med den fjerde væg, tekst, som bliver fremhævet i scenen, eller populærkulturelle vittigheder, som man kun kan grine af, fordi man genkender referencen.

Det var bl.a. disse elementer, der gjorde, at den første endte med kultstatus, og det er også meget passende for en postapokalyptisk serie, at stilen ikke har forandret sig, når menneskene lever ude af trit med vores samtid. Bagsiden ved dette er selvfølgelig også, at der ikke er den store innovation, så hvis man ikke allerede er stor fan af etteren, finder man ikke nogen ny åbning til dette univers i anden omgang.

Actionsekvenserne er, ligesom i etteren, også langt mere afdæmpet og tilbageholdende, end normalen for blockbustere i dag, så man skal heller ikke forvente at blive blæst omkuld af kreative måder, hvorpå zombier bliver slået ihjel.

Kører den ind på charmen
Vores firedoble fungerer dog stadig rigtig godt sammen, også selvom de er en trio det meste af tiden. Deres interpersonelle konflikter er ganske konventionelle, men skuespillerne lader til faktisk at kunne lide hinanden, og have lyst til at medvirke i filmen, i stedet for bare at gøre det for pengene. Deres fornøjelige samspil, gør filmen til et hyggeligt genskab, også når de samler nye forvirrede mennesker op på deres vej, som eksempelvis blondinen Madison (Zoey Deutch), der fuldstændig bryder med ens idé om, hvem der kan overleve zombieapokalypsen, eller to overlevende, som på humoristisk vis, minder meget om mændene i gruppen.

Zombieland: Double Tap, er mere af det samme, men det er svært at klandre den for det, når den samtidig ikke fremstår kynisk i sin eksekvering. Den har bibeholdt sin visuelle fortællestil, ensemblet spiller stadig godt sammen – og skuespillernes tydelige spilleglæde er utrolig smitsom. Filmen er også overvejende morsom, til trods for de meget klichéfyldte narrative vendinger. Af naturlige årsager, er den ikke lige så særegen som den første, men meget af etterens groteske charme er stadig intakt. Så er du frisk på endnu en omgang zomedy action, kan du ikke gå helt galt i byen her.